Der vil altid være omkostninger forbundet med drift og vedligehold af bygninger. Det er et vilkår for byggeriet. Spørgsmålet er, hvilke omkostninger, man må acceptere og hvilke omkostninger, man bør tilstræbe at nedbringe.
Når det kommer til behovsbestemt ventilation, er der store omkostninger forbundet med upræcise målinger, der medfører forkert regulering af luften og et forhøjet energiforbrug. Hos Lindab er der ingen tvivl om, hvilken kategori omkostninger forbundet med upræcise målinger hører til i. Det fortæller Niels Mulvad, produktchef for Indoor Climate Solutions hos Lindab, i en pressemeddelelse.
– Ved moderne byggerier, er de ekstra omkostninger, som upræcise målinger medfører, simpelthen uacceptable. Som branche ved vi, at behovsbestemt ventilation længe har været udfordret på upræcise målinger og manglende målinger ved lav luftstrømning. Løsningen på sidstnævnte er ligetil og hedder ultralyd. I forhold til de upræcise målinger er det vores erfaring, at årsagen skal findes i driften og manglende vedligehold, udtaler Niels Mulvad, produktchef for Indoor Climate Solutions hos Lindab.
Tidskrævende arbejdsgange er driftens fjende
Årsagerne til manglende vedligehold af ventilationsløsninger kan være mange, men er som regel relateret til tidskrævende arbejdsgange. Derfor arbejder man hos Lindab med at udvikle løsninger, der kan minimere tidskrævende arbejdsgange i forbindelse med driften. Det er især gældende i arbejdet med den nyeste udgave af virksomhedens ultralydsmåler med navnet UltraLink.
– Det er enormt tidskrævende at skulle have loftet ned for at aflæse eller justere luftmængden. Med tilføjelsen af trådløs Bluetooth-teknologi til UltraLink kan man aflæse og regulere luftmængden samt opdatere enheden på afstand uden at tage loftet ned. Alt kan styres fra en app på telefonen, og det gør både drift og commisioning meget nemmere, siger Niels Mulvad.
Produkter skal løse hverdagens udfordringer
Ét andet område, der ofte volder store problemer i forbindelse med måling af luftstrømmene i behovsbestemt ventilation, er pladsmangel. Derfor arbejder man hos Lindab med at udvikle nye måder, hvorved man kan gøre arbejdet nemmere, selvom pladsen er trang.
– Manglende plads er et vilkår i ventilationsbranchen, så det er op til os at udvikle produkter, der tager højde for dette. UltraLink er udviklet til at måleenhed samt display og ledningstilslutning kan drejes i forhold til hinanden for optimal placering af begge dele. Vi arbejder også meget med målenøjagtighed i forhold til respektafstand og muligheden for at installatøren kan kalibrere, hvis forholdende ikke er helt optimale, og måleenheden sidder lidt for tæt på en bøjning. Uanset om det er trådløs teknologi eller kompensation af respektafstand, så handler det hele om, hvordan vi kan gøre arbejdsgangene nemmere for montøren i det daglige, fortæller Niels Mulvad.