I 2023 etablerede Niam sammen med danske Milton Huse selskabet Kronhusene med henblik på at bygge rækkehuse i Danmark.
Nu er det svenske selskab klar til at skrue yderligere op for aktiviteterne i Danmark. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Niam sigter mod at bygge rækkehuse for omkring 4,5 milliarder kroner i de kommende år.
– Vi er meget tilfredse med udviklingen i Kronhusene indtil videre. Vi fortsætter med at erhverve nye attraktive grunde, forberede vores jordbank til udvikling og opføre boliger flere steder, udtaler Henrik Gerdin, fondschef hos Niam.
Fra tredje kvartal 2024 har Kronhusene færdigbygget omkring 200 rækkehuse, mens yderligere 800 boliger under opførelse forskellige steder i Danmark. Målet er at bygge over 2.500 boliger i de kommende år.
I 2020 solgte Niam sin danske portefølje med HD Ejendomme og 6.400 boliger til Heimstaden, men det svenske selskab har ufortrødent investeret videre på det danske marked.
– Vi har et positivt syn på dette segment, da Danmarks befolkning vokser, økonomien forbliver stabil, og arbejdsløsheden fortsætter på et lavt niveau. Det skaber både vilje og mulighed for forbrugerne til at bruge investere mere i deres bolig, siger Jacob de Lichtenberg, landechef for Niam i Danmark.
Kronhusene består af et hold på 40 udviklings- og byggefagfolk. Selskabet har specialiseret sig i at bygge enfamiliehuse i form af nye boligområder med primært. Typisk bliver der bygget mellem 50 og 200 rækkehuse i et eller to plan i hvert boligområde. Boligerne henvender sig til en bred målgruppe.
– Som mange dele af verden er den danske befolkning under forandring, hvor seniorsegmentet vokser støt, mens familier og yngre husstande også søger alsidige boligløsninger, udtaler Jacob de Lichtenberg.
Alle projekter under Kronhusene bliver DGNB-certificeret, ligesom de lever op til de kommende krav i det danske bygningsreglement, som fra midten af 2025 kræver, at CO2-udledningen fra enfamilieshuse forbliver under 6,7 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter byggeri.