Fremgangen fortsætter hos Norconsult, der i 2022 løftede omsætningen fra 342 millioner kroner til 436 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på 27 procent. Resultatet er det bedste til dato for den tværfaglige rådgiver, der for nylig rundede 500 medarbejdere.
Årets resultat før goodwill-afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITA) er på 51 millioner kroner, oplyser den rådgivende ingeniør- og arkitektvirksomhed i en pressemeddelelse.
Ifølge administrererende direktør i Norconsult Danmark Thomas Bolding Rasmussen er fremgangen drevet af både organisk vækst og opkøb.
– Det gode resultat er helt på linje med vores vækstambitioner og kommer af vores høje faglighed og bundsolide rådgivning med fokus på enkelthed, kvalitet og ikke mindst nærhed til kunderne, som vi prioriterer højt, udtaler Thomas Bolding Rasmussen i meddelelsen.
Hædret med Gazelle-prisen
Efter en årrække med høj vækst blev 2022 året, hvor Norconsult fik tildelt Børsens Gazelle-pris, der hædrer virksomheder, der i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år.
– Det er få virksomheder af vores størrelse, der tildeles en Gazelle-pris, da det kræver en meget massiv vækst. Det er en imponerende bedrift, som beviser, at vi har formået at integrere nye medarbejdere og kulturer i vores virksomhed med succes, og at vores arbejde inden for byggeri, anlæg og Life Science er i top, påpeger Thomas Bolding Rasmussen.
I 2022 overtog Norconsult selskaberne Jord●Miljø og Jord●Teknik, som har ekspertise i jordbunds- og miljøundersøgelser inden for bygge- og anlægssektoren. Opkøbsstrategien er fortsat i det nye år med købet af LB Consult, der blev det sjette opkøb på seks år. Dermed rundede Norconsult 500 medarbejdere.
– Vi har en klar strategi om at styrke os gennem opkøb, fordi vi mener, at vi står stærkest ved at have mange strenge at spille på og ved at være på forkant med, hvad markedet efterspørger. Med vores tværfaglige tilgang, hvor vi yder rådgivning gennem alle faser af byggeprocessen, er vi i stand til at imødekomme stadig mere komplekse behov fra kunderne, siger Thomas Bolding Rasmussen.
Med overtagelserne øgede Norconsult desuden den geografiske tilstedeværelse med nye kontorer i Ballerup, Kolding, Grenå samt endnu et kontor i Aarhus.
Norconsult forventer i 2023 at fortsætte væksten som følge af både opkøb og organisk vækst. I det kommende år vil den tværfaglige rådgiver fortsat have et stærkt fokus på rekruttering, udvikling og faglig sparring.
Norconsult i Danmark
Norconsult Danmark beskæftiger cirka 500 medarbejdere, som yder rådgivning inden for byggeri, anlæg og Life Science. Virksomheden har hovedkontor i Herlev samt yderligere kontorer i København, Ballerup, Kalundborg, Kolding, Aarhus, Grenå, Viborg og Aalborg.
Norconsult koncernen
Norconsult er en konsulentvirksomhed med 5.500 ansatte fordelt på omkring 130 kontorer, hovedsageligt i Norden.
Virksomheden udfører hvert år en lang række opgaver for private og offentlige kunder inden for byggeri og ejendomme, transport, vedvarende energi, vand og spildevand, industri, miljø, sikkerhed, arkitektur, planlægning og IT. Norconsult er ejet af medarbejderne.
Kilde: Norconsult.