Nordic Choice Hotels, som er ejet af den farverige, norske milliardær Petter A. Stordalen, ændrer navn til Strawberry.
Kæden har i løbet af de seneste 25 år etableret sig som en af de største aktører i hotelbranchen i Norden. I løbet af de næste 10 år skal selskabet fordoble antallet af hoteller. Ambitionen er at skabe et økosystem af egne brands og eksterne partnere, som tilbyder oplevelser i Norden, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
I Danmark driver Nordic Choice Hotels fire hoteller: Det luksuriøse Villa Copenhagen, det centrale Comfort Hotel Vesterbro og de to lufthavnshoteller Clarion Hotel Copenhagen Airport og Comfort Hotel Copenhagen Airport.
Samlet i Norden har selskabet 214 hoteller i fem lande inklusive Baltikum, 3.000 lejligheder gennem Strawberry Living og tæt på 15.000 ansatte.
– Sammen med vores fantastiske ansatte har vi skabt en af Nordens største hotelkoncerner med hoteloplevelser, som spænder fra lavpris- til luksusegmentet, siger Petter A. Stordalen, ejer af Strawberry og grundlægger af Nordic Choice Hotels.
– For at markere skiftet ændrer selskabet navn til Strawberry, og vi glæder os til at starte rejsen, uddyber han.
Nordic Choice Hotels blev etableret i løbet af 1990’erne. I perioden 1997 til 2000 voksede selskabet med et nyt hotel hver 14. dag og 50 nye ansatte hver 10. dag. I dag er Nordic Choice Hotels den største hotelkoncern i Norge og Sverige.
Navneændringen blev annonceret af Stordalen selv under hans tale på VK (Vinterkonferencen) i Friends Arena i Stockholm. Hotelkoncernen vil formelt ændre navn i løbet af 2023.