Nordisk Film Biografer er nu klar med tre skitseforslag til fremtidens Palads. Skitserne er udviklet i samarbejde med Cobe og i dialog med biografens gæster og københavnerne, skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.
Ifølge Nordisk Film skal Palads genskabes som en biograf i verdensklasse, og de tre skitseforslag åbner alle for øvrige aktiviteter i huset. Det kan være caféer, udadvendte aktiviteter, kontor og kultur samt en tagterrasse med udsigt over byen. Arkitektonisk peger de dog i markant forskellige retninger, lyder det fra arkitekterne bag.
– Nordisk Film Biografer har været ambitiøse og har ønsket at udforske flere forskellige muligheder for fremtidens Palads og en biograf i verdensklasse. Vi har udviklet fremtidens Palads i en klassisk retning, i en mere moderne retning og i grøn retning. Alle tre forslag er udviklet med respekt for stedet og peger på en arkitektur, som er mere åben, imødekommende og inviterende over for københavnerne og den omkringliggende by, udtaler Dan Stubbergaard, grundlægger og arkitekt i tegnestuen Cobe, i pressemeddelelsen.
Arbejdet med at forny Palads har stået på over flere år, og udviklingen af de tre skitseforslag er sket, efter at Nordisk Film Biografer valgte at droppe et tidligere forslag, der var udviklet i samarbejde med tegnestuen BIG, og som mødte omfattende kritik fra københavnerne.
Derfor inviterede Nordisk Film Biografer i maj 2022 alle interesserede til at komme med input til et nyt fremtidens Palads.
Hos Nordisk Film Biografer håber man, at processen kan føre frem til en politisk beslutning, så der fortsat kan være biograf på Axeltorv. For det kan der nemlig ikke, hvis udviklingen af ejendommen ikke realiseres, lyder det i meddelelsen fra Asger Flygare Bech-Thomsen, der administrerende direktør i Nordisk Film Biografer.
– Nordisk Film har kæmpet for Palads. Vi har brugt et tocifret millionbeløb på at renovere biografen. Alligevel må vi konstatere, at det ikke rækker. Palads har brug for fornyelse. Ellers kan vi på sigt blive tvunget til helt at lukke biografen. Lige nu er vi optimistiske og håber på, at vi får mulighed for at gennemføre den fornyelse, der er brug for, og lande et godt kompromis til glæde for både biografens gæster, for Nordisk Film Biografer og for hele København, udtaler Asger Flygare Bech-Thomsen i meddelelsen.