Den nordjyske ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard har solgt sine aktier i TSG Group – tidligere 2E Group – til Philip Sandborg fra Silkeborg.
Samtidig sælger Peter Bersang Kristensen sin ejerandel, skriver Jesper Skovsgaard i en pressemeddelelse, som han har offentliggjort på LinkedIn.
Flere selskaber med tilknytning til Jesper Skovsgaard er gennem de seneste år gået konkurs, hvilket har affødt en række artikler i blandt andet Nordjyske og Ejendomswatch, der blandt andet har kunnet berette om en truende konkurskarantæne.
– Jeg glæder mig til at slikke sårene lidt, for det har været nogle hårde år i ejendomsmarkedet siden pandemien og efterfølgende inflation og rentestigningerne, hvor jeg samtidig må sande, at tingene blev så store, at jeg måtte stole blindt på vores rådgivere, udtaler Jesper Skovsgaard i meddelelsen.
– Det viste sig i bakspejlet desværre ikke at være ret godt, hvilket både har kostet mange millioner kroner, en hel del hovedbrud og utallige søvnløse nætter for os alle i ledelsen.
Læs også: Nordjysk hotelkoncern ændrer på topledelsen
Efter en række år med store armbevægelser giver han udtryk for, at det nu er tid til at “skrue ned for blusset”.
Som del af overdragelsen beholder Jesper Skovsgaard dog tre projekter med etageboliger. Der er ifølge meddelelsen tale om projekter, “der kræver særlige kompetencer”. Kun et af de tre projekter skal bygges i nær fremtid, mens de to øvrige projekter har en længere tidshorisont.
– Jeg har arbejdet 52 uger om året og sjældent under 70 timer om ugen i 32 år, og det kan man kun, hvis man elsker sit job. Det gør jeg ikke i lige så høj grad længere, for jeg savner at være tættere på og komme på byggepladserne og i det hele taget arbejde i en mindre organisation som tidligere, udtaler Jesper Skovsgaard.
Salgsaftalen, herunder købesummen og alle øvrige detaljer, er underlagt en fortrolighedsaftale, oplyses det i meddelelsen. Overdragelsen er ikke registreret i virksomhedsregistret, hvor Jesper Skovsgaard fortsat står opført som eneejer af selskabet.
Philip Sandborg med bopæl i Viborg er medindehaver af den Ans-baserede virksomhed DinLeasingBil.dk, der ikke har nogen ansatte. Han vil føre TSG Group videre med en lokal investorkreds i ryggen, oplyses det i meddelelsen.
TSG Group kom ud af det seneste regnskabsår med et resultat før skat på -139 millioner kroner, mens det efter skat lød på -127 millioner kroner.
Læs også: Plan for knap 80 boliger i Svenstrup er vedtaget
Ifølge meddelelsen ser Philip Sandborg muligheder i at vende udviklingen i TSG-koncernen.
– Med min erfaring indenfor salg og ejendomme ser vi potentiale i TSG. De seneste år i ejendomsmarkedet har været en svær periode. Sammen med selskabets dygtige folk er jeg sikker på, at vi går gode tider i møde, udtaler Philip Sandborg.
– Jeg har de seneste 18 år arbejdet med salg, og salg er det, som skal have den store fokus i TSG-koncernen i de kommende par år. Og første opgave i TSG bliver at forbedre balancen i selskabet ved at frasælge en række projekter og ejendomme samt fortsætte den organisatoriske omlægning, som allerede er startet, og jeg indtræder med øjeblikkelig virkning som direktør.