En ny og moderne bygning skal snart huse den regionale specialtandpleje og flere neurologiske klinikker på Regionshospitalet Viborg.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Regionsrådet har netop godkendt projektforslaget og afsat 53,5 millioner kroner til byggeriet.
Desuden har politikerne besluttet, at det kommende byggeri på Toldbodgade 8-10 skal opføres af HP Byg.
Byggeriet skal skabe bedre forhold for både patienter og personale. Ifølge regionsrådsformand Anders Kühnau (S) løser projektet to udfordringer på én gang.
– Specialtandplejen får nye, moderne lokaler med bedre adgangsforhold for patienterne, og neurologien får opdaterede rammer, bedre logistik og flere klinikrum til blandt andet patienter med demens. Det giver bedre patientforløb og en mere effektiv hverdag for medarbejderne, udtaler regionsrådsformanden.
Den samlede anlægssum er på 60 millioner kroner, hvoraf Hospitalsenhed Midt bidrager med 10 millioner kroner til de neurologiske klinikker. HP Byg vandt totalentreprisekonkurrencen med et projekt, der blev vurderet bedst på funktionalitet, arkitektur, bæredygtighed og økonomi.
Byggeriet skal desuden opnå DGNB Guld-certificering med udmærkelsen “Hjerte”, hvilket betyder fokus på bæredygtige materialer, lavt støj- og støvniveau samt et sundt indeklima.
Byggeriet forventes at begynde i 2026, og den nye bygning ventes at stå klar til de første patienter i 2027.























