Boligforeningen AAB indgik i går aftale med Nordstern om en omfattende renovering af de 400 boliger i afdeling 38, Kobbelvænget, i Brønshøj.
Det skriver totalentreprenøren i en pressemeddelelse.
Afdelingen består af ti boligblokke i tre etager og to blokke i syv etager.
Bebyggelsen er tegnet af arkitekten Kay Fisker og opført i 1951, mens den oprindelige landskabsplan blev udformet af havearkitekt C.Th. Sørensen.
Facaderne er udført i gule teglsten, der bliver brudt af vandrette betonværn på de indeliggende altaner. Tage er udført som valmtage i skifer.
Bebyggelsen er klassificeret med høj bevaringsværdi, men afdelingen har store udfordringer med skimmelsvamp.
Renoveringen af omfatter blandt andet klimaskærmsarbejder, nye indvendige installationer, etablering af tilgængelighedsboliger, etablering af et beboerhotel samt en modernisering af fælleshuset.
Dertil skal der udføres et infrastrukturprojekt samt et kunstprojekt, som skal aktivere de grønne områder med en forbindelsessti.
En stor del af arbejdet foregår, mens beboerne bor i deres lejligheder, og hvilket kræver en del hensyn.
– Renovering i beboede lejligheder stiller store krav til planlægning og samarbejde, og vi har fra start haft fokus på at inddrage beboerne og tilrettelægge arbejdet, så generne bliver så få som muligt. Beboerne skal mærke, at byggeriet byder på en boligforbedring – også mens byggeriet står på, udtaler Maria Torré Borch, formand afd. 38 i AAB.

Projektet føjer sig til en række andre igangværende samarbejder mellem AAB og Nordstern, herunder renoveringerne af afdeling 40 på Bellahøj og afdeling 23 på Østerbro.
– Vi ser frem til at videreføre og styrke det gode samarbejde med AAB. Når vi arbejder tæt sammen fra start, kan vi skabe løsninger, der både løfter boligstandarden og respekterer hverdagen for de mennesker, der bor i afdelingerne, siger Nordsterns koncerndirektør, Morten Chrone.
Projektet realiseres i samarbejde med JJW Arkitekter og Danakon Rådgivende Ingeniører.
Lige nu arbejdes der intensivt med at færdiggøre projekteringen og forberede byggepladsen, herunder tæt dialog med byggesagens parter og driftspersonalet for at skabe mest mulig værdi for beboerne og sikre en tryg og gennemtænkt opstart.
Byggestarten er planlagt til forår 2026, og hele renoveringen forventes afsluttet inden julen 2028.
Tilbage i 2019 blev helhedsplanen godkendt med en anskaffelsessum på godt 182 millioner kroner, men ifølge Licitationen løber projektet nu op i næsten 200 millioner kroner, hvoraf entreprisesummen udgør knap 160 millioner kroner.