I morgen er der officiel åbning af Føtex Go i Aarhus. Butikken vil være betjeningsløs og have åbent hele døgnet, oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
– Vi tror på, at teknologien og den udvidede åbningstid vil appellere til rigtig mange kunder, der står og mangler basale varer i køleskabet – også udenfor normal åbningstid. Føtex Go er et vigtigt første skridt i vores nye ambitiøse plan om store investeringer i innovation og teknologi, siger administrerende direktør Anders Hagh fra Salling Group.
Den betjeningsløse butik skal ses som et supplement til Føtex’ øvrige varehuse. I de første uger vil der være en naturlig indkøringsperiode, hvorfor der vil være personale tilstede i butikken, som står klar til at hjælpe, hvis kunderne har spørgsmål eller oplever uforudsete problemer.
Læs også: Butikker holder nethandlen i skak
Salling Group har en målsætning om at runde en omsætning på 100 milliarder kroner, hvor den i 2023 lød på godt 70 milliarder kroner.
Innovation og teknologi bliver afgørende aktører i bestræbelserne på at nå målsætningen, lyder det fra Salling Group.
I samarbejde med techvirksomheden AIFI er den nye Føtex Go klar med en kamerateknologi, der for første gang ser dagens lys på det danske dagligvaremarked. Inspirationen til den nye butik er hentet fra blandt andet Storbritannien, Polen og Tyskland.
Hvis man ønsker at købe alkohol/varer med aldersbegrænsning, foregår det i et separat område i butikken. Man får adgang til området ved at registrere sig med MitID for at sikre at aldersbegrænsning overholdes.
Betjeningsløs Føtex
- Man scanner sit betalingskort ved indgangen og kan nemt og frit forlade butikken efter indkøb.
- Den nye Føtex er en mindre butik på 120 kvadratmeter, der har åbent hele døgnet året rundt.
- Man kan handle over 1.500 varer lige fra ferskvareretter til det nemme måltid, mejerivarer, kolonial, snack og drikkevarer.
Kilde: Salling Group.