Butikker holder nethandlen i skak

Udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder er steget fem kvartaler i træk, men butikkerne klarer sig bedre end forventet mod nethandlen.

Frank Heskjær, detailchef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech. Foto: PR.
Frank Heskjær, detailchef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech. Foto: PR.

For femte kvartal i træk har Danmark fået flere ”til leje”-skilte foran butikslokaler, spisesteder, cafeer og forretninger med takeaway-mad. Det viser de nyeste data fra Ejendomstorvet.dk.

Det skriver portalen for erhvervslokaler i en pressemeddelelse.

– Aktuelt er der udbudt 633.000 kvadratmeter butikslokaler over hele landet på vores portal – en stigning på 104.000 kvadratmeter i løbet af fem kvartaler, svarende til 35 supermarkeder i størrelse med Føtex eller Meny, udtaler Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

– De to seneste kvartaler har stigningerne i kvadratmeter dog været mindre, og med et aktuelt udbud på 3,1 procent af de samlede butiksarealer er vi ikke helt oppe på niveauet i 2020. Men udlejerne har en del kvadratmeter, de gerne vil have afsat, og derfor har butikskæder og iværksættere en masse at vælge imellem lige nu.

I øjeblikket er 10.500 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk, heraf knap 2.100 lokaler til butik, café, spisested eller takeaway.

Læs også: Stor stigning i tomme butikker i Odense gennem 2023

– Efter to år med krig i Ukraine har danskerne stadig ikke fået spenderbukserne på, og selv om inflationen er aftaget igen, er der meget usikkerhed hos forbrugerne. Det smitter af på butikker og spisesteder, og nogle af de stærke kæder er begyndt at drøfte lejebetingelser med deres udlejere, siger Frank Heskjær, detailchef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Trine Freno Muurholm, senior-detailrådgiver hos Colliers International. Foto: PR.
Trine Freno Muurholm, senior-detailrådgiver hos Colliers International. Foto: PR.

Ifølge Trine Freno Muurholm, senior-detailrådgiver hos Colliers International, har butikkerne fokus på at udnytte hver kvadratmeter optimalt.

– Med den høje beskæftigelse er der egentlig mange penge i samfundet, men de tilbageholdne forbrugere sender tomgangen opad. De færreste butikker og kæder investerer i nye butikker, og vi ser, at nogle lukker afdelinger, for eksempel Sportmaster. Mange har længe haft fokus på stigende omkostninger og på, hvordan de kan indrette lokalerne mere effektivt. Stort set alle kvadratmeter skal bruges som salgsareal, og det skærper kravene til de ledige lejemål, siger Trine Freno Muurholm, senior-detailrådgiver hos Colliers International.

De to erhvervsmæglere vurderer, at udbuddet af butikslokaler kan fortsætte med at stige lidt endnu – men ikke nødvendigvis så meget.

Læs også: Omfanget af ledige butikslejemål er det højeste i to år

– Nethandlen har ikke gjort det indhug i de fysiske butikker, som mange forudså for få år siden, og flere netvirksomheder er begyndt at understøtte salget med fysiske butikker, så det for eksempel er lettere at returnere varer. Vi ser hele tiden nye koncepter i gadebilledet, og en kæde som Normal åbner afdelinger, også i en del lidt mindre byer, udtaler Frank Heskjær.

Trine Freno Muurholm peger på, at udviklingen er ganske forskelligartet på tværs af landet.

– I kølvandet på coronanedlukningerne steg antallet af små, ledige lokaler, fordi mange ikke turde etablere sig som iværksættere eller turde satse på fysisk handel frem for kun onlinehandel. Men eksempelvis i Aarhus, hvor jeg sidder, er der igen stigende interesse for mindre lokaler, mens vi ser høj tomgang på Strøget. Hver by har sit særpræg og sin egen dynamik, og i Vejle er det for eksempel lykkedes at få flere fine udlejninger i handelsgaderne. På landsplan er der dog flere eksempler på det modsatte, så udlejere og mæglere skal arbejde hårdt for de rigtige løsninger, siger hun.