Nu åbner Søndervold Naturpark i Kanalbyen i Fredericia

Søndervold Naturpark i Kanalbyen i Fredericia er resultatet af 12 års design og planlægning af de danske landskabsarkitekter SLA. Nu åbner parken.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Søndervold Naturpark i Kanalbyen i Fredericia åbner tirsdag den 31. maj, fremgår det af en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune, Kanalbyen i Fredericia og SLA.

Den 10.200 kvadratmeter store naturpark er resultatet af tolv års design og planlægning af de danske landskabsarkitekter SLA, der har stået for al naturdesign i den nye Kanalby. Alt fra midlertidige byrum og landskabsstrategi til havne- og kystsikring og færdigt parkdesign har SLA haft ansvaret for.

– Med Søndervold Naturpark slår vi en sløjfe på en proces der begyndte, da vi for tolv år siden kickstartede Kanalbyen med et stort og vildt midlertidigt landskab. Undervejs har vi brugt naturen til at rense jordforurening, skabe lokalt ejerskab og igangsætte en stærk naturbaseret byudvikling – en udvikling vi blandt andet tager med os ved, at de “midlertidige” træer nu bliver udplantet i den færdige park og på den måde fortsætter med at give glæde og gøre gavn, siger grundlægger og partner i SLA, Stig L. Andersson.

Lokal natur og biodiversitet

Søndervold Naturpark indeholder 3.200 træer og buske, og mere end 250 forskellige plantearter venter de kommende parkgæster.

Undervejs i designet har SLA’s biologer undersøgt og registreret naturen omkring Fredericia. Inspirationen til den nye bynatur kommer især fra Fredericias volde og fra det meget artsmangfoldige naturområde Trelde Næs nord for byen.

Parkens nye bynatur er specielt designet til at styrke biodiversiteten ved at tiltrække insekter, fugle og dyr. Derudover har SLA særligt udvalgt hjemmehørende træer, som har den stærkeste effekt på biodiversiteten – for eksempel hvidtjørn, hvis store blomsterflor virker som en magnet på bestøvende insekter, og vintereg, der er et af de træer i Danmark, der har flest tilknyttede svampe og insekter.

De samlede omkostninger ved anlæggelsen af parken er 17,2 millioner kroner, fordelt med bidrag fra Fredericia Kommune på 9,7 millioner kroner, og fra Kanalbyen i Fredericia på 7,5 millioner kroner. Fredericia Kommune ejer parken og står for driften.

Den officielle indvielse af parken foregår fra klokken 15 til 17.30, hvor Fredericia Kommune og Kanalbyen i Fredericia har lagt op til et rigt program med musik, taler, underholdning og rundvisninger i parken.

– Søndervold bliver et grønt åndehul med forskellige naturtyper og planter, der er udvalgt for at tiltrække fugle og dyr. Og så er her både fælleshaver, legeplads, bålplads, borde og bænke og andre aktiviteter. Parken er endnu en milepæl i realiseringen af visionerne om Kanalbyen som en attraktiv bydel i Fredericia, siger konstitueret projektdirektør Anne Mette Rahbæk fra Kanalbyen i Fredericia.

Den nye park består af fire navngivne områder, og spadserer man fra vest mod øst, starter man i Kysten og fortsætter gennem Sansehaven og Legeskoven til Volden, som netop støder op til den historiske fæstningsvold.

Lydkunst og grønlandsk skulptur

Samtidig med indvielsen af Søndervold klokken 15 på åbningsdagen indvies også Kanalbyens seneste kunstværk, nemlig et lydværk af den prisbelønnede forfatter og billedkunstner Amalie Smith. ”Radio Sfæren” hedder værket, som er skabt til parken, og som skal opleves med høretelefoner.

Klokken 16 indvies også skulpturen ”Venskab” af billedhugger Jens Erik Kjeldsen, der er født og opvokset på Grønland. Skulpturen symboliserer båndet mellem venskabsbyerne Ilulissat og Fredericia og skal stå i Søndervold, indtil den efter planen skal have sin endelige placering på en kommende ”Ilulissat Plads” i Kanalbyen.

Program for indvielsen af Søndervold tirsdag den 31. maj 2022

12:00 Børnehaver ankommer til Legeskoven
14:15 Bålhygge med spejdere
15:00 Officiel åbning – pavillonen i Sansehaven

Korsang og taler af borgmester Steen Wrist, Fredericia
Kommune, konstitueret projektdirektør Anne Mette Rabæk,
Kanalbyen i Fredericia og kunstner Amalie Smith

15.30: Kaffe, kage, saftevand og snacks
15.00-17.30 Lyttestation med afspilning af lydkunstværket Radio Sfæren af Amalie Smith – i Sansehaven/Orangeriet
16.00-17.00: Qigong i Sansehaven v/ Vibeke Fraling for alle – og Crossfit på Tarzanbanen for alle (især børn) – ”Volden”

16:00 Indvielse af skulpturen Venskab i ”Volden”
16-17.30: Lejrbålsguitar-underholdning ved Mig og Anders i ”Kysten”
16.30 og 17.30: Rundvisninger i parken med Tina fra Kanalbyen i Fredericia

– mødested: Bålpladsen, ”Kysten”

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling