Stark er nu klar til at åbne kædens nye forretning på Øverup Erhvervsvej 51 i Næstved. Adressen er nøje udvalgt i forhold til gode forbindelser i regionen og mod København, lyder det i en pressemeddelelse fra trælastkæden.
– Vi vil være tæt på der, hvor der bygges, og Næstved er virkelig en by i vækst. Det skal være nemt og bekvemt for håndværkerne i området at handle byggematerialer hos Stark, og det bliver det nu, udtaler Britta Korre Stenholt, administrerende direktør i Stark Danmark.
– Med Stark Næstved kan vi servicere byggepladserne i Sydsjælland endnu mere effektivt. Håndværkere, der kører mod København om morgenen, kan også nemt få de materialer, de har brug for. Vi er glade for nu at tilbyde denne tilgængelighed og service, fastslår Britta Korre Stenholt.
Læs også: To lokale profiler i spidsen for Stark-butikker på Lolland
Stark har mere end 80 forretninger i Danmark, som alle løbende moderniseres og får nye varer på hylderne.
Nybyggeriet i Næstved sigter mod at opnå en lavemissionsklasse og stræber efter en certificering til DGNB Guld.
Sweco har tegnet den nye bygning, der opført med en bærende konstruktion i limtræ i en søjle-bjælke konstruktion med lodrette vægge og fladt tag. Til konstruktionen er der anvendt 700 kubikmeter limtræ.
Læs også: Stark vil ruste håndværkere til nye krav ved nedrivning af asbestholdigt materiale
Bygningen er otte meter høj med et fire meter bredt udhæng, og facaden er bygget af kasseret træ. I alt er 2.200 facadekassetter træ i forskellige bredder og profiltyper, blevet bygget og monteret.
– En tømmerhandel har i mange år været kendt for dens praktiske, men ofte kedelige stålhaller. Med Stark Næstved viser vi, at det kan gøres anderledes og meget mere inspirerende. Vores nye træbyggeri er et klart eksempel på vores strategi om at fremme mere miljø- og klimavenlige byggeteknikker og materialer i branchen, siger Jan Bo Petersen, der er trælastdirektør i Stark Næstved.
Byggecenterkæden har senest de introduceret genbrugsmursten i alle forretninger.