Nu bygges hotel i 15 etager i Aarhus

Comwell Aarhus udvides med 161 i forbindelse med byggeriet af et højhus i 15 etager i Aarhus. Første spadestik blev taget i går.

I februar 2023 indgik Comwell Hotels, bygherre Hans Lorenzen og entreprenør Nordstern aftale om det 15 etager byggeri, der blandt andet skal rumme 161 hotelværelser.

Byggeriet har efterhånden været i gang i nogle måneder, og i går blev byggestarten så markeret med første spadestik.

Det skriver Comwell i en pressemeddelelse.

Det nye hoteltårn forventes at stå færdigt omkring årsskiftet 2026/2027.

Foruden 161 nye værelser – heraf fire suiter og 10 såkaldte longstay-lejligheder – vil tårnet byde på en skybar og restaurant på 14. og 15. etage samt helt øverst oppe en 350 kvadratmeter stor tagterrasse med udsigt over Aarhus. Herudover vil 1. etage indeholde møde- og konferencefaciliteter.

– Det er fantastisk at kunne fejre projektets start officielt. Med det nye hoteltårn imødekommer vi vores gæster og kunders efterspørgsel på mere Comwell i Aarhus. Både hvad angår møde- og konferencefaciliteter, men også på overnatningsdelen, hvor vi udvider andelen af værelser betydeligt. Med det nye tårn, ønsker vi at bidrage positivt til byens liv og ser frem til også at se mere til de lokale Aarhusianere i endnu højere grad, lød det fra administrerende direktør i Comwell Hotels, Peter Schelde.

Arkitema har både tegnet det eksisterende Aarhus City Tower, der huser Comwell Aarhus, og det kommende tårn, hvor hotellet får endnu flere værelser.
Arkitema har både tegnet det eksisterende Aarhus City Tower, der huser Comwell Aarhus, og det kommende tårn, hvor hotellet får endnu flere værelser.

Hoteltårnet er tegnet af Arkitema i samarbejde med ingeniører fra Afry.

Comwell ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med bygningsejer, HL Ejendomme og entreprenør, Nordstern, oplyses det i pressemeddelelsen.

– Vi kender vores samarbejdspartnere særdeles godt, og vi ser frem til at gennemføre projektet i fællesskab. Vi deler samme høje ambitioner som HL Ejendomme og Nordstern for kvalitet og for at skabe et unikt sted i byen for Comwells gæster og byens borgere, udtaler Peter Schelde.

Den samlede hotelkapacitet for Comwell Aarhus kommer med det nye hoteltårn op på 401 værelser, og hotellets største konferencesal kan rumme op til 500 personer.