Huspriserne må bøje sig for kraftigt stigende forbrugerpriser – særligt på energi – og højere renter, der har betydet færre fremvisninger og bolighandler de seneste måneder. Dermed kan man nu se, hvordan krigen i Ukraine påvirker de danske boligpriser. Det skriver ejendomsmæglerkæden Home i en pressemeddelelse.
Home Boligbrief for maj, der udsendes i samarbejde med Danske Bank, viser, at salgsprisen på huse solgt i maj faldt med 2,3 procent i forhold til april. Det er især København, Midtjylland og Nordjylland, hvor antallet af handler også er faldet, der trækker ned, viser den regionale udvikling, skriver Home.
I forhold til for et år siden er priserne dog stadig højere.
Lejlighedspriserne holdt skindet på næsen i maj med en stigning 0,8 procent, selvom antallet af handler tog et markant dyk fra april til maj.
Gennemsnitsprisen på sommerhuse faldt med 1,3 procent, hvilket dog kommer oven på en stor stigning i april. Salget af sommerhuse faldt med 13 procent fra april til maj.
– Efter nogle måneders pres på boligmarkedet var det forventeligt, at priserne, der ellers har holdt stand på baggrund af en vis reaktionstid i markedet og et relativt lille udbud af boliger til salg, ville blive ramt, udtaler boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
– Det er en logisk følge af færre fremvisninger og færre handler, og senest viser Boligsidens udbudstal, at der er kommet markant flere boliger til salg siden marts. De få boliger for køberne at vælge imellem har ellers været med til at holde hånden under priserne, uddyber Homes markedsanalytiker.
Han understreger, at de nye tal bør tolkes med en vis forsigtighed, da der altid er en øget usikkerhed forbundet med at se isoleret på enkelte måneder.
– De kommende måneder må vise, om det er en blivende tendens med faldende priser. Danskerne har stadig lyst til at købe bolig, men deres forudsætninger er blevet udhulet af omstændighederne – ikke mindst førstegangskøberne har det svært, da de ikke har opsparet en friværdi, de kan flytte med til et nyt hjem, siger Henrik Hauthorn Jensen.