Nu skal der bygges 50 almene boliger i Hasseris

Nye almene boliger i Hasseris er ikke hverdagskost, men byggeriet af 50 lejligheder sættes nu i gang. Himmerland Boligforening står bag.

Onsdag 27. november 2024 bliver der på Anna Anchers Vej i det sydlige Hasseris taget første spadestik til en ny almen bebyggelse med 50 lejligheder.

Det skriver Himmerland Boligforening i en pressemeddelelse.

– Med sine knap 50 boliger er der ikke i den forstand tale om et stort byggeri, men jeg vil alligevel betegne det som ganske epokegørende. Mig bekendt er der ikke blevet bygget alment i Hasseris siden opførelsen af Thulebakken og der skal vi jo helt tilbage til omkring det tidspunkt, hvor Danmark vandt EM i fodbold, udtaler direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Flertallet af de nye boliger bliver på omkring 90 kvadratmeter og de er dermed, hvad Ole Nielsen kalder “boliger til tiden”.

– Der er på det seneste bygget en del lejeboliger i Hasserisområdet, men flertallet af dem er ganske store. Med vores byggeri på Anna Anchers Vej tilføjer vi almene boliger i en størrelse, der er udpræget mangel på, nemlig lejligheder velegnede til singler, deltidsforældre og seniorer, udtaler han.

Ole Nielsen betegner det også som en nyhed, at det med Himmerland Boligforenings nye byggeri vil være muligt at få en treværelses bolig for under 7.000 kroner om måneden.

Himmerland Boligforening står bag projekt med 50 nye lejligheder på Anna Anchers Vej i Hasseris. Visualisering: Link Arkitektur.
Himmerland Boligforening står bag projekt med 50 nye lejligheder på Anna Anchers Vej i Hasseris. Visualisering: Link Arkitektur.

De almene boliger bliver en del af et samlet kvarter med i alt 70 etageboliger og 55 tæt-lav boliger.

Gennem en årrække har blandede boliger i blandede bydele i en blandet by været et mantra for Himmerland Boligforening.

– Argumentet er faktisk ret enkelt, for kun gennem det blandede kan vi skabe boligområder, bydele og byer, der er tilstrækkeligt attraktive til, at nogen for alvor vil bo og leve der. Der er grund til at rose politikerne i Aalborg Byråd for deres støtte til at almene boliger også kan indgå i denne del af Aalborg. Dermed er de med til at sikre, at der også her i tilstrækkelig grad bliver bygget boliger til en fornuftig husleje og i efterspurgte størrelser. Attraktive almene boliger handler ikke udelukkende om prisen, men også om at der findes et godt udbud af den type boliger, der typisk efterspørges, udtaler Ole Nielsen.

Den seneste tilføjelse til Himmerland Boligforening er tegnet af Link Arkitektur med Bjørk & Maigaard og Arkplan som underrådgivere, mens Brix & Kamp er rådgivende ingeniører.

Den lokale nurer- og entreprenørvirksomhed M. Thomsen Støtt skal stå for byggeriet af projektet, der har et samlet budget på godt 100 milioner kroner.

Lejlighederne bliver mellem 74 til 106 kvadratmeter store, og de indrettes i tre bygninger på to til fire etager. De 50 nye lejligheder står efter planen klar til indflytning i begyndelsen af 2026.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling