Grønt lys til almene boliger for 50 millioner i Hasseris

Hasseris Boligselskab står i samarbejde med Krogh Arkitektur og EKJ Rådgivende Ingeniører bag 24 almene boliger på Klokkestolen i Aalborg.

Tilbage i 2021 blev det på et møde i By- og Landskabsudvalget besluttet, at der skal bygges almene boliger på Klokkestolen i Gl. Hasseris i Aalborg.

Der er tale om en grund, som tidligere har været materialeplads for Aalborg Kommune.

Boligselskaberne i byen blev bedt om at byde ind med forslag, og blandt tre forskellige forslag blev et projekt fra Hasseris Boligselskab udvalgt.

Nu er økonomien i projektet til godt og vel 52 millioner kroner godkendt.

Det blev det på et det seneste møde i byrådet, hvor politikerne også blev præsenteret for en revideret situationsplan.

Hasseris Boligselskab står bag projekt med 24 nye lejligheder på Klokkestolen. Visualisering Krogh Arkitektur.
Hasseris Boligselskab står bag projekt med 24 nye lejligheder på Klokkestolen. Visualisering Krogh Arkitektur.

– Det kan godt blive lidt vanskeligt at få det hele til at gå op i en højere enhed, sagde by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) på byrådsmødet, hvor han sammenlignede det med et spil tetris.

– Nu står vi der med noget, der kan lykkes, sagde rådmanden videre om boligprojektet i Hasseris.

Projektet omfatter 24 familieboliger fordelt på to boligtyper.

LÆS OGSÅ: PROJEKT MED 80 BOLIGER I AALBORG ER GODKENDT

Der etableres 12 boliger på 115 kvadratmeter fordelt på to etager, mens de øvrige 12 boliger bliver 101,6 kvadratmeter store. De mindste boliger placeres i stueetagen og får niveaufri adgang.

Hasseris Boligselskab står bag projekt med 24 nye lejligheder på Klokkestolen. Visualisering Krogh Arkitektur.
Hasseris Boligselskab står bag projekt med 24 nye lejligheder på Klokkestolen. Visualisering Krogh Arkitektur.

Til boligerne i stueplan hører mindre private haver, mens boligerne på 1. salen tilbydes en større indeliggende tagterrasse, der enten er syd- eller vestvendt.

Den månedlige husleje for de store boliger bliver på knap 9.100 kroner, mens de mindste boliger får en husleje på godt 8.400 kroner om måneden.

Krogh Arkitektur har i samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniør tegnet det 2.600 kvadratmeter store boligprojekt, der ifølge et notat fra kommunen opføres i “robuste nordiske byggematerialer” som teglsten i lyse farver og røde vingetegl.