Nu vokser Sønderborg Kommune

Efter flere år med faldende indbyggertal er pilen nu vendt i Sønderborg Kommune. Nye tal viser, at befolkningstallet igen stiger.

Efter næsten et årti med faldende indbyggertal kan Sønderborg Kommune nu for første gang i næsten et årti notere en befolkningstilvækst.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Prognoserne peger på, at kommunen ved udgangen af 2025 har fået omkring 100 flere borgere end året før.

Ifølge kommunen skyldes udviklingen især tilflytning af studerende og en målrettet indsats for at gøre Sønderborg til et attraktivt sted at bo, studere og arbejde. Samtidig bliver der født flere børn – allerede i oktober var der registreret omkring 60 flere fødsler end på samme tidspunkt sidste år.

– Det lyder måske ikke af meget. Men når vi ser prognoser med befolkningsudvikling i provinskommunerne, så er det ekstremt glædeligt, at vi nu ser en positiv udvikling i befolkningstallet i Sønderborg Kommune, udtaler Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg Kommune.

Kommunens fremgang kommer efter en årrække, hvor befolkningstallet er faldet år for år. Ved optællingen i begyndelsen af november var der registreret 98 flere indbyggere end ved årets begyndelse.

Den positive udvikling hænger ifølge kommunen blandt andet sammen med kommunens Masterplan for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst 2024-2030. Her indgår initiativer som partnerskabet GOTO Sønderborg, Tilflytterservice, partnerjob-ordninger og en særlig indsats for internationale tilflyttere.

– Befolkningstilvæksten er et vigtigt signal om, at Sønderborg Kommune er et sted, hvor folk ønsker at slå sig ned. Og jeg glædes utrolig meget over, at det særligt er mange studerende, der søger hertil, udtaler første viceborgmester Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti.

Han understreger, at næste skridt bliver at fastholde de unge, når de er færdige med deres uddannelse – og at den nuværende vækst giver fornyet energi til at udvikle kommunen yderligere.

Aktuel har Sønderborg Kommune lidt over 74.000 indbyggere. Der bor godt 28.300 personer i selve Sønderborg, som er kommunens største by.

Tilmeld Nyhedsbrev