Et stort løft i boligbyggeriet kan snart sætte en dæmper på de høje prisstigninger på boligmarkedet.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Prognosecenteret.
Centeret står bag en ny analyse, der viser, at tusindvis af nye boliger snart står klar til indflytning.
Det vil give et tiltrængt pusterum til de mange, der lige nu oplever rekordhøje priser.
– Boligmarkedet har i flere år været præget af en situation, hvor det ganske enkelt ikke kunne betale sig at bygge nyt, udtaler Lasse Lundqvist, seniorøkonom i Prognosecenteret.
– Materialeomkostningerne er steget med 25 procent siden 2020, finansieringsomkostninger er eksploderet i kølvandet på stigende gæld og renter og i 2023 oplevede entreprenørerne og udviklerne det største fald i profitmargin siden finanskrisen. Først nu har boligpriserne indhentet omkostningerne, og det åbner for flere igangsatte boligprojekter.
Prognosecenteret vurderer, at boligbyggeriet stiger med 25 procent i 2025, svarende til mere end 28.000 nye boliger. To tredjedele bliver bygget i Region Hovedstaden.
De mange nye boliger falder på et tørt sted. Boligpriserne er nemlig skudt i vejret. Ifølge Danmarks Statistik steg ejerlejligheder med 8,5 procent i årets første kvartal sammenlignet med sidste år, mens parcelhuse og rækkehuse steg med 5,3 procent.
Flyttekæder går i stå

På landsplan har kvadratmeterprisen på ejerlejligheder rundet 40.000 kroner, og i København har prisstigningerne været endnu højere. På Frederiksberg koster en ejerlejlighed over 69.400 kroner per kvadratmeter.
Men boligmanglen koster mere end blot høje priser. Den giver også længere ventelister til andelsboliger, lejeboliger og almene boliger. Når ældre par ikke kan finde en mindre bolig, sætter de ikke deres store lejligheder til salg.
– Det gør boligmassen illikvid, hvilket betyder at flyttekæderne går i stå og mobiliteten på boligmarkedet fryser til, forklarer Lasse Lundqvist.
Det betyder, at børnefamilier bliver boende for småt, og førstegangskøbere bliver lukket ude.
Derudover er pladsen i byerne knap. Ifølge Prognosecenteret bor hver femte husstand i København på under 30 kvadratmeter per person.
Der er dog udsigt til forbedringer.
– Byggematerialepriserne har stabiliseret sig, om end på et højere niveau, mens finansieringsomkostningerne falder i takt med at renten falder. Det betyder, at flere boligprojekter bliver sat i gang, og når de nye boliger står indflytningsklar, vil udbuddet stige og boligprisvæksten dæmpes, udtaler Lasse Lundqvist.
Prognosecenteret er ifølge centrets egen hjemmeside en uafhængig markedsanalysevirksomhed med speciale i den nordiske bygge- og anlægssektor.























