Ny bydel i Aarhus er tilbage på tegnebrættet

Før sommerferien droppede politikerne i Aarhus udviklingen af en ny bydel i Tilst. Nu er projektet bag vej tilbage i en mindre udgave.

Planerne om den nye bydel Marienlyst mellem Tilst og Skejby er tilbage på den politiske dagsorden, efter at byrådet i Aarhus forkastede projektet før sommer.

Det skriver TV2 Østjylland.

Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), har nu præsenteret et revideret oplæg, hvor bydelen fylder 70 procent af det oprindelige område og dermed rummer færre boliger end de tidligere 12.000 til 14.000 beboere.

– Da forslaget blev taget ned før sommerferien, var det fordi den ikke holdt vand. Vi var nødt til at se nærmere for på de problemer, som borgere fremførte. Og det er det, vi gør nu, siger Nicolaj Bang til TV2 Østjylland.

Selv om projektet er mindre, er den største udfordring fortsat trafikken. Flere partier kritiserer, at der arbejdes videre uden en klar plan for infrastrukturen. Jakob Søgaard Clausen fra Danmarksdemokraterne mener, at en trafikplan skal komme før byudviklingen.

Annonce

Den bekymring deles i Tilst, hvor fællesrådsformand Dennis Cassøe advarer om, at området ikke kan bære mere trafik uden nye vejforbindelser. Kommunens egne prognoser viser, at selv en mindre udbygning kan føre til sammenbrud i flere centrale kryds omkring Viborgvej og Hasle Ringvej.

Marienlyst blev oprindeligt planlagt som en bydel med 5.000-6.000 boliger samt skole og idrætsanlæg. Den tilhørende omfartsvej blev dog opgivet på grund af høje udgifter. Nu arbejdes der videre med en mindre version af projektet, men uden svar på, hvordan trafikken skal håndteres.

Den samlede udviklingsplanen fra 2021 skulle give mulighed for 738.000 kvadratmeter byggeri i området.

Stadt ved Jens Stausholm vandt i 2020 retten til at købe Aarhus Kommunes 12,5 hektar arealer i området for 300 millioner kroner mod at lave en udviklingsplan for hele området i et tæt samarbejde med Aarhus Kommune og flere andre grundejere.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling