Med en anlægsbevilling på godt 40 millioner kroner godkendt af byrådet i Køge kan borgerne i Bjæverskov se frem til pasning af de yngste borgere i nye omgivelser. Den 1.500 kvadratmeter store daginstitution skal rumme fem vuggestue- og børnehavegrupper med i alt op til 80 børn. Den nye daginstitution får sit eget produktionskøkken til levering af mad til alle grupper. Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.
– Vores børn er som bekendt det vigtigste, vi har. Og heldigvis kommer der flere til her i kommunen. Derfor planlagde vi for et par år siden opførelsen af en ny daginstitution hvert år, så vi i 2027 står med seks nye dagtilbud i Køge Kommune – en ambition, der koster penge, men som er nødvendig for at vi kan sikre pasning til alle i gode omgivelser, udtaler kommunens borgmester Marie Stærke (S) i meddelelsen.
l 2023 vil hele to nye dagtilbud slå dørene på Ravnsborgvej, som åbner til sommer, og Rishøjvej, som åbner i efteråret 2023. Den kommende daginstitution i Bjæverskov bliver nummer tre i rækken af de planlagte seks nye dagtilbud.
Daginstitutionen skal bygges på Skovboskolens areal, der er på cirka 5.200 kvadratmeter. På grunden ligger i dag en gammel pedelbolig, der skal rives ned. Der ligger også en træbygning, der huser to specialklasser, og denne bygning skal ligeledes fjernes.
I forbindelse med byggeriet forventes det, at der etableres 12 nye parkeringspladser som supplement til dem, der allerede er i området.
Efter planen skal der til foråret på baggrund af et udbud vælges en totalentreprenør, hvorefter der vil følge endnu en udbudsperiode og derpå byggeopstart. Forventningen er, at den nye daginstitution kan stå klar efter sommerferien 2024.
Der skal forbindelse med byggeriet findes ny plads til to specialklasser – en flytning, som forvaltningen er i dialog med Skovboskolen om.