FB Gruppen skal bygge næsten 500 nye boliger i Køge

Køge Kyst indgår betinget købsaftale med FB Gruppen om byggeri på alle de resterende byggegrunde i Stationsområdet og på Søndre Havn i Køge.

Næsten 500 nye boliger med blandede boformer kombineret med erhverv er på vej til Køge over de kommende år.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Køge Kyst.

Udviklingsselskabet har nemlig indgået en betinget købsaftale med FB Gruppen om de resterende byggegrunden på Søndre Havn og i Stationsområdet. Projektudviklerkoncernen skal bygge 71.500 kvadratmeter boliger og erhverv i udviklingsområdet.

– Det er et gennembrud og en glædelig begivenhed af de helt store, at vi sammen med en investor, som deler vores værdier og visioner, kan gøre Søndre Havn og Stationsområdet færdige med et byggeri af høj kvalitet, og hvor blandt andet flere grønne byrum og publikumsvendte tilbud i nogle af stueetagerne på Søndre Havn vil føre endnu mere kvalitet til området, udtaler Køge Kysts bestyrelsesformand Anker Boye.

I den nordlige del af området ligger etape SH5 og SH6 på Søndre Havn, som er omfattet af den nye aftale med FB Gruppen. Foto: Rune Pedersen.
I den nordlige del af området ligger etape SH5 og SH6 på Søndre Havn, som er omfattet af den nye aftale med FB Gruppen. Foto: Rune Pedersen.

Aftalen omfatter den nordligste del af den tidligere industrihavn Søndre Havn, hvor FB Gruppen skal bygge otte karréer, og den sydlige del af Stationsområdet, som i dag er parkeringsplads.

Begge områder skal udvikles med boliger og erhverv ifølge aftalen, som blot er betinget af, at der udarbejdes lokalplaner, og en lokalplan for den nordlige del er allerede sendt i høring.

Læs også: BG CEM vil bygge kontor og siloer på Køge Havn

– Køge er en udviklingsorienteret vækstkommune, og vi ser frem til samarbejdet om at forløse det potentiale, der er i Køge Kyst-projektet. Ambitionen om en helhedsorienteret tilgang med blandede boliger, erhverv og grønne områder i attraktive byrum, der appellerer til fællesskaber for beboerne og brugerne, er et stærkt match med de værdier og ambitioner, vi selv stræber efter, når vi byudvikler, understreger administrende direktør i FB Gruppen, Hans-Bo Hyldig.

Glæde hos Køge Kysts ejere

I den nye aftale indgår denne del af Køges Stationsområde - Etape ST2 - og lige ved siden af skal den kommende underføring under jernbanen anlægges. Foto: Rune Pedersen.
I den nye aftale indgår denne del af Køges Stationsområde – Etape ST2 – og lige ved siden af skal den kommende underføring under jernbanen anlægges. Foto: Rune Pedersen.

Aftalen med FB Gruppen om de to byudviklingsarealer er den største samlede købsaftale i Køge Kyst-projektet, som for 16 år siden blev lanceret i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg.

– Det er helt fantastisk, at der nu er udsigt til at få bygget nogle skønne boligkvarterer og dermed få bundet sløjfe på Søndre Havn og Stationsområdet i Køge sammen med en boligudvikler, der er kendt for kvalitet i byggeri og byrum, siger Køge Kommunes borgmester Marie Stærke (S).

Også hos Realdania By & Byg er der stor tilfredshed med den nye aftale:

– Vi er meget glade for, at vi gennem partnerskabet med Køge Kommune og i kraft af samarbejdet mellem FB Gruppen og Køge Kyst nu kan tage et meget stort skridt i retning af at gøre visionen for byudviklingen til virkelighed, udtaler administrerende direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg.

Det er aftalt, at det nye byggeri skal opføres med henblik på certificering til DGNB Guld.

Læs også: Nyt friplejehjem skal bygges i Køge Nord

De nye erhvervsvirksomheder, som det nye byggeri på Søndre Havn skal indrettes til, skal blandt andet omfatte udadvendte tilbud som for eksempel butikker, restauranter eller caféer i stueetagen. Den forreste del af karréerne ud til inderhavnen bliver reserveret til kontorerhverv, mens boligerne trækkes tilbage fra havnen for at gøre det mest muligt fredeligt at bo i området.

Byggeriet går efter planen i gang i maj 2025 og varer frem til 2031. Det omfatter cirka 48.000 kvadratmeter boliger inklusive fællesfaciliteter og cirka 17.000 kvadratmeter erhverv, hvoraf mindst 2.500 kvadratmeter er publikumsvendt. Byggeriet i Stationsområdet forventes opført i 2028-30 og består af cirka 6.000 kvadratmeter boliger og 500 kvadratmeter erhverv.

Købsaftalen mellem FB Gruppen og Køge Kyst medfører desuden, at en planlagt underføring for fodgængere og cyklister under jernbanen midt i Køge anlægges inden for de kommende fire år. Dette projekt har været sat i bero, fordi det krævede flere indtægter fra grundsalg at realisere underføringen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling