Ny direktør for nyt Ahlsell Danmark

Claudio Christensen er administrerende direktør for det nye selskab Ahlsell Danmark, der omfatter fem virksomheder og er del af den nordiske milliardkoncern Ahlsell.

Claudio Christensen blev i januar 2022 administrerende direktør for Sanistål og stod i maj samme år i spidsen for salget af virksomheden til Ahlsell.

Den 1. april 2024 skiftede Sanistål officielt navn til Ahlsell Danmark, og i den forbindelse har Claudio Christensen fået ansvar for fem “forretningsben”.

Som administrerende direktør for Ahlsell Danmark skal Claudio Christensen drive udviklingen af selskabet, der er del af Ahlsell-koncernen med en omsætning på omkring 32 milliarder kroner, 8.000 medarbejdere og 300 håndværkerbutikker.

Det skriver det nyoprettede selskab i en pressemeddelelse.

Det nye selskab Ahlsell Danmark består af det tidligere Sanistål, det tidligere Ahlsell REF, VVS Trading samt opkøbene KJV og Bacher Work Wear.

Læs også: Entreprenørvirksomhed får ny direktør

Ahlsell Danmark er til stede i hele Danmark med blandt andet 24 håndværkerbutikker, to køleteknikbutikker samt Logistikcenter i Billund, der udvides, så det bliver landets største robotanlæg. Udvidelsen er en forudsætning for, at Ahlsell Danmark kan gennemføre sine ambitiøse vækstplaner. Selskabet har en klar opkøbsstrategi, hvor forventningen er at foretage to-tre årlige opkøb, oplyses det.

Claudio Christensen har lang erfaring fra techbrancen, hvor han har haft en international erhvervskarriere og tidligere blandt andet har været Vice President i IBM med ansvar for virksomhedens europæiske digitale salgsforretning.

Privat er han gift og har to voksne børn.