Toms Gruppen har ansat Jonas Qvesel som projektdirektør for ejendomsudvikling.
Han tiltræder den 1. februar og skal blandt andet drive chokoladefabrikantens ejendomme i Danmark og Polen, oplyses det i en pressemeddelelse.
Som en af hovedopgaverne skal Jonas Qvesel blandt andet stå for den fremtidige udvikling af den 240.000 kvadratmeter store grund i Ballerup. Chokoladeproduktionen flyttes til Polen, og det åbner nye muligheder for grunden.
Læs også: Socialdemokrater godkender stort boligprojekt i Ballerup
– Vi har en vision om at skabe et levende, blandet og bæredygtigt kvarter, der integrerer og binder Ballerups områder sammen. For at nå dertil trækker vi på ekspertise og vil arbejde tæt sammen med Ballerup Kommune for at udvikle en fælles vision for grunden, udtaler Annette Zeipel, administrerende direktør i Toms Gruppen.
Jonas Qvesel er uddannet arkitekt og har ifølge Toms Gruppen mere end 20 års erfaring med design og projektledelse inden for byggeri og planlægning. Han kommer senest fra en stilling som Chief Project Manager hos Rambøll Danmark inden for Life Science & Pharma-sektoren.
Læs også: Projekt med 230 boliger skyder udvikling af ny bydel i Ballerup i gang
Før det var han hos Københavns Lufthavne, hvor han arbejdede med den overordnede, langsigtede udvikling af lufthavnens infrastruktur – og herunder planlægning og design af terminaludvidelser og -ombygninger.
– Toms Gruppen er et ikonisk og unikt brand i Danmark med en stolt og betydningsfuld historie. Jeg ser frem til at lære virksomheden at kende på tæt hold og bidrage til den fortsatte udvikling af Toms Gruppen – og ikke mindst til den fremtidige udvikling af sitet i Ballerup, siger Jonas Qvesel.
Toms Gruppen beholder sit hovedkontor i Danmark tæt på København.