En helhedsplan for Randersvej er netop sendt i fornyet høring. Det skyldes ikke mindst, at der kom mere end 600 høringssvar ind i sommeren 2022, da en helhedsplan for området første gang var i høring.
Ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune ser den nye helhedsplan markant anderledes ud end den tidligere plan.
Det skal ikke være muligt at opføre etagebyggeri midt i villakvartererne på Christiansbjerg og i Riisvangen. Udviklingen skal i stedet fokuseres om Randersvej, der skal være et naturligt knudepunkt for byliv og mere grønt, skriver kommunen.
– Mange var særligt bekymrede for muligheden for at bygge etagebyggeri i villakvartererne på Christiansbjerg og i Riisvangen, da vi sendte et tidligere forslag til planen i høring. Den bekymring delte og deler jeg. Derfor har vi haft planen tilbage i maskinrummet – vi har bearbejdet høringssvarene og ændret planen markant. Vi har fjernet mulighederne for at bygge højt inde i villakvartererne. Det er vigtigt, at vi værner om de særlige kvaliteter, som kvartererne har, udtaler Nicolaj Bang (K), rådmand, Teknik og Miljø, i meddelelsen.
Ifølge kommunen præciserer helhedsplanen, at ny bebyggelse langs Randersvej maksimalt må være fire etager med udnyttet tagetage. Og det skal bygges i respekt for det eksisterende. Derfor anbefaler planen, at nyt byggeri maksimalt må være en etage højere end nabobebyggelsen.
Dog omfatter helhedsplanen foruden Randersgade det store vejkryds ved Ringgaden, der i planen fremhæves som et område, hvor højhusbebyggelse kan være en mulighed.
Bebyggelse langs Randersvej kan desuden fungere som støjværn mod de omkringliggende villakvarterer, lyder det i helhedsplanen. Det skal ses i lyset af, at Randersvej er en overordnet trafikvej med en hverdagsdøgntrafik på omkring 30.000 biler.
En følelse af storby
Målet er, at midtbyen trækkes længere ud ad Randersvej. Langs den trafikerede indfaldsvej skal der på strækningen fra fra Ringgaden til Ringvejen være små butikker og gode mødesteder, “hvor man kan mærke byens puls”, som kommunen formulerer det.
Særligt omkring letbanestoppene lægger planen op til, at der skal udvikles. I dag hopper mange allerede på og af Letbanen på Randersvej. Planen anbefaler, at letbanestoppene skal være knudepunkter med flere muligheder.
Mere grønt skal indbyde til, at man oplever det som et rart og godt sted at være, og nyt byggeri med erhverv og butikker i stueetagen skal sørge for, at lokalområdet har endnu mere at byde på, skriver Aarhus Kommune.
“Området skal fremadrettet omdannes til et grønt og levende byområde, med byrum der indbyder til ophold og møder på tværs af kvarterer”, lyder det helhedsplanen om området som helhed.
Helhedplanen for Randersvej har sit afsæt i Kommuneplan 2017, som udpeger området langs Randersvej som vækstakse. Med denne udpegning følger et ønske om fortætning, der kan imødekomme at Aarhus vokser med cirka 4.000 indbyggere årligt