AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Viborg Kommune har knap 97.700 indbyggere og strækker sig over et areal på 1.474 kvadratkilometer, hvilket gør kommunen til Danmarks næststørste kommune målt på areal.

Kommunens to største byer er Viborg med 42.300 indbyggere og Bjerringbro med 7.400 indbyggere. Dermed bor præcis halvdelen af kommunens indbyggere uden for kommunens to største byer.

Den 13. november besluttede politikerne i byrådet at sende forslag til Kommuneplan 2025-2036 i høring.

– Med den nye kommuneplan lægger vi vægt på at skabe en langsigtet plan, der rummer visioner for udvikling og trivsel for alle kommunens borgere. Nu glæder jeg mig til at høre borgernes input til planen, siger Ulrik Wilbek (V), borgmester i Viborg Kommune, i en pressemeddelelse.

I kommuneplanforslaget lægges der blandt andet op til, at der generelt skal bygges tættere, mens der skal etableres færre nye parkeringspladser.

Kommuneplanen skal skabe rammerne for, hvordan arealer bliver anvendt, og hvordan byerne i kommunen skal indrettes for at imødekomme fremtidige behov.

Kommuneplanen bliver opdateret hvert fjerde år og udarbejdes med et 12-årigt perspektiv, så Viborg er en kommune i balance mellem by- og landområder.

Viborg Kommune har gennem de seneste 12 år oplevet en befolkningstilvækst på cirka 3.000 indbyggere. I de kommende 12 år forventes dog ikke nogen nævneværdig vækst i kommunens befolkningstal.

Der blev bygget cirka 5.000 boliger i Viborg Kommune i perioden 2010-2023. Boligerne er fortrinsvis blevet opført i nyudstykkede boligområder, men særligt i Viborg by er der også blevet opført en del nye boliger som følge af omdannelse af arealer og bygninger, der har tjent andet formål end beboelse.

Der er i perioden 2010-2023 opført nogenlunde lige mange parcelhuse, rækkehuse og lejligheder. Der dog sket et skifte fra, at der har været opført flest parcelhuse i starten af perioden, mens der mod slutningen af perioden er opført flest rækkehuse og lejligheder.

Byrådet forventer, at tendensen om flere rækkehuse og lejligheder fortsætter, som følge af den demografiske udvikling. Omkring 70 procent af alle nye boliger er opført i Viborg by.

Der er i perioden 2010-2023 opført cirka 250 boliger om året i gennemsnit i Viborg by, mens der i samme periode er der blevet bygget omkring 22 boliger om året i gennemsnit i Bjerringbro. Der er årligt blevet bygget 5-10 boliger i Løgstrup, Karup, Ørum og Stoholm.

Byrådet skønner, at der i planperioden 2025-2036 vil være et behov på cirka 52 hektar til boligformål. Med Kommuneplan 2025-2036 udlægger byrådet nye arealer til byvækst til boligformål svarende til cirka 75 hektar.

Samtidig udgår 75 hektar, som ikke vil kunne udnyttes på grund lugtgener fra husdyr samt regnvandshåndtering og højtstående grundvand. Desuden indgår uaktuelle arealer, det vil sige arealer som har været uudnyttede i flere planperioder, i omfordelingen.

Byrådet skønner, at der samlet set er et behov på cirka 100 hektar erhvervsjord i planperioden.

Om kommuneplanen

I kommuneplanen fastlægger byrådet de overordnede mål og retningslinjer for kommunens udvikling i byerne og i det åbne land.

Baggrunden for den nye kommuneplan er Planstrategi 2040. Den danner ramme for Viborg Byråds ambitioner og prioriteter de kommende årtier. Med Planstrategi 2040 har byrådet lagt en klar retning for, hvordan kommunen vil skabe de bedst mulige vilkår for vækst, den grønne omstilling og et godt liv for alle borgere.

Forslaget til Kommuneplan 2025-2036 sætter fokus på fem centrale områder

  • At vi skal bygge tættere – både når vi bruger eksisterende arealer i byen eller inddrager marker til nybyggeri
  • At der fortsat kan bygges nyt i mange byer – nogle byer får nye byudviklingsarealer og andre må afgive arealer
  • At der stilles særlige arkitektoniske krav til byggeri i karakteristiske boligkvarterer i Viborg by
  • At der skal etableres færre nye parkeringspladser
  • At de værdifulde kulturmiljøer i flere af kommunens byer fremhæves

Giv din mening til kende

Viborg Byråd vedtog forslag til Kommuneplan 2025-2036 på byrådsmødet den 13. november, og fra den 28. november til den 23. januar 2025 har alle mulighed for at give deres input via høringsportalen.

Du kan læse forslag til Kommuneplan 2025-2036, ligesom det er muligt at høre mere og stille spørgsmål til den foreslåede plan, når Viborg Byråd tirsdag den 14. januar klokken 17-19 inviterer til borgermøde om planen. Mødet holdes i Multisalen på Viborg Rådhus på Prinsens Alle 5 i Viborg. Forvaltningen vil være klar i Multisalen til at besvare spørgsmål fra klokken 16 og umiddelbart efter borgermødet.

Kilde: Viborg Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling