By & Havn vil nu udvikle dele af Sundmolen med ny bebyggelse på op til 29.800 kvadratmeter boliger og eventuelt erhverv. Desuden vil Københavns Kommune have mulighed for at bygge en daginstitution på cirka 1.600 kvadratmeter.
Det kræver en ny lokalplan for den 53.470 kvadratmeter store grund mellem Orientbassinet og Kronløbsbassinet samt Pakhus 53 og BIG’s nybyggede hovedkontor.
Byggeriet får en maksimal højde på 24 meter og syv etager og skal tilpasses områdets arkitektur og skala. Der lægges vægt på bæredygtighed, og byggeriet skal certificeres til DGNB Guld. To gamle pakhuse bevares, mens en ikke-bevaringsværdig hal nedrives.
“Bebyggelsesplanen er udformet, så bebyggelsen er lukket mod Orientkaj og åbner sig op mod syd, ind mod et grønt byrum, som forløber gennem Sundmolen. De store bebyggelser langs Orientkaj bliver brudt af portåbninger, så disse fremstår mindre massive”, lyder det i lokalplanforslaget.
Lokalplanen fastsætter krav om minimum 25 procent almene boliger, men i overensstemmelse med en aftale mellem Københavns Kommune og regeringen lægges der op til, at der skal etableres 40 procent almene boliger, hvilket svarer til 13.000 kvadratmeter.
I forbindelse med udviklingen af området skal der desuden plantes mindst 112 nye træer, og mindst 30 procent af de nye træer skal være hjemmehørende arter.
“Lokalplanen indeholder bestemmelser om etablering af et grønt byrum, grønne gårdrum og promenade langs Orientkaj. Det grønne byrum i midten er en fortsættelse af det allerede anlagte byrum på den vestlige del af Sundmolen. Her etableres forskellige opholdsrum og stiforbindelse. Gårdrummene er af forskellig størrelse og er mere private end det grønnes byrum”, lyder det i lokalplanforslaget.
Med lokalplanen muliggøres i alt 58.000 kvadratmeter bebyggelse, når eksisterende byggeri, der bevares, medregnes.