Et flertal af politikerne i Plan- og Vejudvalget i Horsens Kommune har besluttet, at en ny lokalplan for et 166.000 kvadratmeter stort areal ved Gedved skal sendes i fire ugers offentlig høring.
Området ligger mellem Lykkebjergvej, Skovvej, Frydenslund og Præstehøj, og en kommende lokalplan skal give mulighed for nybyggeri i et-to etager.
I området som helhed lægges der op til, at der skal kunne bygges 100 parcelhuse og 70 rækkehuse.
Lokalplanen er dog kun byggeretsgivende for et privatejet delområde på 22.900 kvadratmeter ud mod Lykkebjergvej, hvor der må bygges 24 boliger i form af 14 parcelhuse og 10 rækkehuse.
Parcelhusene skal udstykkes på arealer på mellem 750 og 1.350 kvadratmeter, mens rækkehusgrundene mindst skal være 300 kvadratmeter store eller 600 kvadratmeter store, hvis der i stedet bygges kompaktparceller.
De øvrige arealer ejes af anpartsselskabet Skovvej ved Thomas Sylvester Rasmussen, Henrik Heidemann Blom og John Arne Laursen. De behandles i lokalplanen som “fremtidigt udstykningsområde” med mulighed for senere udbygning.
Der kan bygges i to etager i kernen af delområderne, mens der skal trappes ned til en etage ud mod omgivelserne i form af landskab og eksisterende bebyggelse.
“Dermed er det hensigten, at sikre en mere nænsom overgang fra det bebyggede miljø til de fælles grønne arealer. Samtidig sikres det med bestemmelser for etageantal og bygningshøjde, at alle boliger får bedst mulig udsigt til det smukke og karakteristiske landskab på kanten af byen fra deres bolig og udearealer i tilknytning hertil”, fremgår af lokalplanen.
Det fremgår videre, at der på sigt skal udvikles en helt ny bydel, som kan understøtte en blandet bolig- og borgersammensætning i Gedved.
Illustrationsplanen for det nye boligområde er udarbejdet af RUM Arkitekter og Land & Plan.