Den 1. oktober tiltrådte Marc Laursen som ny økonomidirektør hos Skou Gruppen. Det skriver entreprenørvirksomheden med base i Hørsholm i en pressemeddelelse.
– Jeg har altid interesseret mig for mennesker og tal, og i den rækkefølge, udtaler Marc Laursen.
– Desuden fandt jeg tidligt i min studietid ud af, at byggebranchen er superinteressant, og at økonomifunktionen i virksomheder som Skou Gruppen er en kompleks disciplin.
I sit nye job har han ansvar for økonomistyring, ledelsesrapportering, bogholderi, regnskab, indkøb, løn og administration og et hold på fire medarbejdere.
Marc Laursen er cand.merc.aud. og arbejdede fra 2015 til 2020 hos BDO Danmark, mens han sideløbende studerede på CBS.
Efter endt studie har han undervist på Copenhagen Business Academy, været financial controller hos Heimstaden og arbejdet som økonomichef hos Aety.
Privat bor Marc Laursen sammen med sin hustru og parrets tre børn på fem, syv og 10 år i Nivå. Fritiden bruges sammen med familien og på squash-banerne, oplyses det.