Ny plan skal skabe mere liv i Gråsten bymidte. Foto: Sønderborg Kommune.
Ny plan skal skabe mere liv i Gråsten bymidte. Foto: Sønderborg Kommune.

Sønderborg Kommune har godkendt et nyt byfornyelsesprogram, der skal gøre bymidten i Gråsten mere levende og attraktiv for både borgere og besøgende.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Et af de centrale forslag er at lukke dele af Torvet for motorkørsel i en forsøgsperiode. Samtidig skal der etableres blomsterbede og foretages justeringer af springvandet Gråstenpigen, så området i højere grad indbyder til ophold. De lokale butikker på Torvet vil blive inddraget i arbejdet med forsøget.

Ud over ændringerne på Torvet indeholder planen også forslag om at bruge Gråsten-æblet som et gennemgående symbol i bymidten, blandt andet i belægninger og byinventar. Der skal desuden udarbejdes en designguide, som skal fremhæve byens kulturhistorie og skabe et mere sammenhængende udtryk i bymidten.

– Gråsten er en skøn by med masser af sjæl. Med de nye indsatser får vi skabt et endnu bedre byrum, der byder endnu mere ind til ophold. Målet er, at bymidten skal være et naturligt samlingspunkt for både borgere og besøgende, udtaler formand for Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget, Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti.

I alt afsættes der 3,2 millioner kroner til projektet. Kommunen finansierer 1,28 millioner kroner gennem bystrategimidler, mens staten refunderer 60 procent af udgifterne. Initiativerne udspringer af bystrategien for Gråsten, Rinkenæs og Egernsund samt den masterplan for Gråsten, som byrådet vedtog sidste år.

Indsatserne forventes gennemført fra sommeren 2026 og frem til 2031.

Tilmeld Nyhedsbrev