Ny rapport: Milliardgevinster ved et integreret arbejdsmarked på tværs af Øresund

Der er store økonomiske gevinster at hente ved at matche jobsøgende i Skåne med virksomheder i hovedstadsområdet, viser ny analyse.

Der er et enormt potentiale, ikke mindst økonomisk, for både Danmark og Sverige ved et styrket fælles arbejdsmarked.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Greater Copenhagen, der står bag rapporten Matchning af arbejdskraft på tværs af Øresund.

– Analysen afdækker og sætter tal på det enorme potentiale for matchning af arbejdskraft på tværs af Øresund. Der er tiltag, vi kan gøre for at styrke matchningen, udtaler Jan Juul Christensen, administrerende direktør, Greater Copenhagen.

– Kompetenceudvikling og ændrede regler for at gøre det danske arbejdsmarked mere tilgængeligt for ikke-EU-borgere, der bor i Sverige, er nogle eksempler, vi kan arbejde med. Rapporten viser store muligheder, som det er vigtigt at realisere, så vi kan gøre regionen endnu mere attraktiv og konkurrencedygtig.

Læs også: Analyse: Samfundsøkonomiske gevinster i milliardklassen, hvis grænsehindringer over Øresund nedbrydes

Ifølge Greater Copenhagen viser rapporten en nedadgående tendens på arbejdsmarkedet i Sverige. Arbejdsløsheden stiger i Skåne, hvor der er flere langtidsledige, mens færre ledige stillinger bliver slået op, og antallet af opsigelser stiger. Samtidig fortsætter beskæftigelsen med at stige til rekordniveauer i Danmark, hvor der nu er mangel på arbejdskraft.

Hvis 10 procent af de arbejdsløse i de skånske kommuner, der ligger tæt på Danmark, finder arbejde i Danmark, anslås den økonomiske gevinst til 1,5 milliarder kroner om året. Hvis andelen stiger til 30 eller 50 procent, kan gevinsten stige til henholdsvis 4,4 milliarder kroner og 7,4 milliarder kroner.

Fire brancher klar til matchning

Rapporten viser også, at fire brancher allerede har rigtig gode muligheder for øget matchning mellem arbejdsgivere og jobsøgende på tværs af Øresund: finans/administration, handel/service, data/systemvidenskab og bygge- og anlægssektoren.

Disse kompetencer er svære at rekruttere på den danske side af Greater Copenhagen, men ikke på den svenske side, hvor en stor del af de arbejdsløse har en uddannelse inden for disse områder.

Læs også: Ny Øresundsaftale vækker glæde

Chancerne for at få et job stiger markant, hvis en jobsøgende også ser på mulighederne på den anden side af sundet: Hvis en jobsøgende i Malmø og Lund udvider sit jobsøgningsområde til at omfatte Region Hovedstaden, stiger antallet af ledige stillinger, der kan søges, med 200 procent, lyder det fra samarbejdsorganisationen.

Greater Copenhagen påpeger, at ikke-EU-borgere, som på grund af de nuværende regler har begrænsede muligheder for at tage job på den anden side af grænsen, er en uudnyttet ressource.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling