AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

En netop offentliggjort rapport fra Sund & Bælt viser, hvordan København og nabokommunerne bedst muligt sikrer sig mod en kommende stormflod.

Det skriver Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning i en pressemeddelelse.

Rapporten viser, hvor omfattende værn der skal til, for at byen bliver sikret 100 procent.

At sikre hovedstaden mod stormflod er ikke billigt. De samlede anlægsomkostninger er estimeret til 12,7 milliarder kroner.

Der er behov for, at hovedstadskommuner sammen og finder på fælles løsninger, lyder det fra fire borgmestre fra de udsatte kystkommuner.

Læs også: Beregninger viser hvor stor en stormflod, der kan ramme København

– En ekstrem stormflod kan betyde, at hovedstaden bliver lagt ned af vand. Vi har både mennesker, kulturelle værdier og en vigtig infrastruktur, som vi ønsker at beskytte mod de tunge vandmasser. Jeg er derfor meget glad for, at Sund & Bælt her kan skitsere, hvilke anlæg der skal til for at beskytte byen mod stormflod, udtaler Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i København.

– Nogle af anlæggene i rapporten vil fylde meget i byrummet, og vi skal derfor finde ud af, hvordan vi undgår at byen og borgerne begrænses, når vi sikrer København. Det er derfor vigtigt, at der kommer en reel borgerinddragelsesproces. Det er ikke små anlæg, der er tale om og derfor ser vi frem til Transportministeriets udmelding om, hvordan vi finansierer beskyttelsen og organisere arbejdet med den 60 kilometer lange kyststrækning, påpeger hun.

Anders Wolf Andresen (SF), borgmester i Hvidovre Kommune, glæder sig over, at rapporten viser, at det kan lade sig gøre at sikre hovedstaden mod fremtidens vandmasser.

Læs også: Vestegnsborgmester vil have klare rammer for byggeri på havet

– Det er væsentligt, at vi arbejder sammen på tværs af kommunerne, staten og aktørerne på transportområdet for at finde løsninger, som kan fungere for borgere og virksomheder. Og ikke mindst skal vi have fundet en retfærdig model for finansiering af dette store fælles projekt, som skal sikre Danmarks hovedstad mange år ud i fremtiden, udtaler Anders Wolf Andresen.

– Det skal ikke ende med, at det er nogle få borgere og kommuner, der hænger på en milliardregning, understreger han.

Også Allan S. Andersen (S), borgmester i Tårnby, påpeger, at udfordringerne skal løses i fællesskab mellem hovedstadskommunerne og staten.

– Med Sund og Bælts rapport har vi fået en nyttig viden om de nødvendige sikringsniveauer og mulige anlægstyper, der kan anlægges langs den forskelligartede kystrækning, udtaler borgmesteren.

Læs også: Vand presser Dragør fra alle sider

Endeligt påpeger Kenneth Gøtterup (K), borgmester i Dragør, at det er vigtigt at være opmærksom på, at der er stor forskel på kommunernes behov for at beskytte deres byer, og statens behov for at sikre den kritiske infrastruktur.

– Det er derfor en meget kompleks opgave med 230 delstrækninger, som kalder på meget forskellige løsninger fra kommune til kommune, udtaler han.

– Rapporten peger på en prissætning på op til 2,5 milliarder kroner alene for Dragørs strækning, hvis det høje sikringsniveau vælges. Det siger sig selv, at den regning ikke kan fordeles på grundejerne. Der ligger nu et stort arbejde i at finde de bedste løsninger, der sikrer byerne, samtidig med at infrastrukturen beskyttes, og finansieringen kan hænge sammen.

Proces for forundersøgelsen af en stormflodsplan for hovedstadsområdet

  • Medio 2022: Forundersøgelsen sat i gang.
  • Februar 2024: Første delrapport om sikringsniveauer offentliggjort
  • September 2024: Anden delrapport om tekniske løsninger, miljøforhold og anlægsomkostninger offentliggjort
  • November/december 2024: Forventes den samlede forundersøgelse at blive offentliggjort, inklusive tredje delrapport om samfundsøkonomi og fjerde delrapport om finansiering, organisering og myndighedsforhold.

For mere information om forundersøgelsen se projektet: Forundersøgelse af stormflodssikring af København (sundogbaelt.dk).

Kilde: Københavns Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling