Ny udviklingsdirektør for NCC Property Development i Danmark

Christian Wæver er ny udviklingsdirektør for NCC Property Development i Danmark, hvor han skal lede en afdeling for udvikling af både bolig- og erhvervsprojekter.

NCC’s forretningsområde for projektudvikling begynder året med at sætte en ny mand i spidsen for udvikling af projekter.

Christian Wæver er således ansat som ny udviklingsdirektør for NCC Property Development i Danmark.

Det skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

Christian Wæver skal lede en samlet afdeling for udvikling af både bolig- og erhvervsprojekter.

LÆS OGSÅ: PARTNERSKAB SKAL RENOVERE 326 BOLIGER

– Christian har gennem sine syv år i NCC Property Development vist, at han både evner at finde nye projekter gennem sit store netværk samt skabe værdi i de projekter, vi arbejder med. Det er derfor et naturligt skridt, at Christian bliver leder for vores udviklere og projektledere, udtaler Ole Faurby, direktør for Property Development i Danmark

Christian Wæver har været med til at udvikle flere projekter i NCC – blandt andet det nye hovedsæde for Genmab, som NCC Property Development afleverede i 2023.

– Jeg ser frem til fortsat at skabe succesfulde projekter i samarbejde med vores dedikerede team hos NCC Property Development på både bolig- og erhvervssiden, udtaler Christian Wæver.