Partnerskab skal renovere Ågården på Nørrebro

Efter godkendelser fra Landsbyggefonden, Københavns Kommune og beboerne i afdelingen er renoveringen af Ågården på Nørrebro nu klar til at gå i gang.

Partnerskabet fsbHJEM består af Cowi, Nordic Office of Architecture, Smith Innovation og NCC. Sammen skal de renovere boliger for FSB, der er den største almene boligorganisation i Københavnsområdet.

Det oplyser NCC i en pressemeddelelse i anledning af, at rammeaftalens første helhedsplan skal sættes i gang med renoveringen af Ågården på Nørrrebro.

I alt skal 326 boliger i fem etager fordelt på to store karreer renoveres for 150 millioner kroner. Bygningen skal være i drift under hele byggeperioden.

Nordic Office of Architecture har tegnet projektet, mens det er NCC’s egen rådgiverfunktion, der har stået for ingeniøropgaven på sagen.

Ågården ligger i hjertet af Nørrebro på Kapelvej, Jægergade, Brohusgade og Rantzausgade. Boligafdelingen blev bygget i sidste halvdel af 1980’erne og har 326 boliger, som alle enten har have, altan, fransk altan eller karnap. 40 boliger er ungdomsboliger. Dertil har boligafdelingen har et stort beboerhus i gården og to gæsteboliger.

LÆS OGSÅ: PRÆMIEREDE UNGDOMSBOLIGER MED BRANDSIKKER UDSIGT

Ifølge NCC er Ågården udfordret af byggetekniske løsninger, som ikke er robuste. Nogle har byggeskader, som trænger til akut eller snarlig opretning.

Renoveringen skal give boligerne mere lys og forbedre indeklimaet, ligesom facadeudtrykket vil ændre sig markant og blive mere åbent og moderne.

– Renoveringen af Ågården er en opgave, der passer godt til vores kompetencer, udtaler Katrine Hald, der er senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed.

– Vi skal endnu engang arbejde tæt på beboerne, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at samarbejde og finde gode løsninger.

Støjdæmpende ruder og mere dagslys

Partnerskabet fsbHJEM skal renovere Ågården på Nørrebro for 150 millioner kroner. Foto: NCC.
Partnerskabet fsbHJEM skal renovere Ågården på Nørrebro for 150 millioner kroner. Foto: NCC.

Alle boliger får nye køkkener og nye badeværelser, ligesom de tekniske installationer udskiftes.

Der har været afholdt en række involveringsaktiviteter med beboerne, hvor de har samarbejdet om at udpege de tre valgmuligheder, som beboerne får på køkkenlåger, bordplader og fliser til vægge og gulve på badeværelserne.

Karnapper bliver udskiftet med nye velisolerede karnapper, der giver bedre dagslysforhold og indeklima i boligerne samt udsyn til gaden. Som led i processen fjernes adskillelsen mellem karnap og stue, og der installeres energiruder.

LÆS OGSÅ: ERHVERVSEJENDOM SKAL ERSTATTES AF BOLIGBYGGERI

– Vi håber, beboerne og byen bliver glade for de nye karnapper. Beboerne vil opleve, at deres udsigt til byen ændres, og at karnappen bliver en integreret del af deres stuer. Udefra får man også noget nyt at se på, da karnapperne ændrer sig fra at være anonyme og tilknappede til at være mere markante i deres udtryk på facaden mod Åboulevarden. Forhåbentlig en win-win for både beboerne i Ågården og andre, der bruger området, siger Britt Nemmøe, Nordic Office of Architecture.

Der er i helhedsplanen udpeget 23 familieboliger i stueetagen, som i forbindelse med renoveringen kan omdannes til tilgængelighedsboliger. Det er muligt på grund af boligernes grundplan og store badeværelser. I første omgang bliver der etableret fem tilgængelighedsboliger.

Arbejdet går i gang til marts 2024 og forventes afsluttet i 2026.