Danskerne bygger i stigende grad mindre boliger. Foto: Swedoor.
Danskerne bygger i stigende grad mindre boliger. Foto: Swedoor.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Flere danskere vælger at bo på mindre plads, viser en ny undersøgelse foretaget af dørproducenten Swedoor i samarbejde med Bilendi med mere end 1.000 besvarelser fra danske boligejere.

Faktisk viser undersøgelsen, at netop ønsket om mindre plads, er en vigtig drivkraft for mere end hver tredje nybygger.

Det skriver dørproducenten i en pressemeddelelse.

Ifølge arkitekt og partner hos Nodo Arkitekter, Louise Balle Rosbjerg er der flere årsager til, at mindre boliger vinder frem.

Læs også: Alarmerende mangel på små boliger i København

– Der er flere elementer, som driver udviklingen. Det ene omhandler, at det er blevet superdyrt at bygge, så derfor ønsker mange at skære ned på pladsen i boligen, så længe det stadig opfylder vores funktionelle og æstetiske behov. Derudover handler det om, at vores behov løbende ændrer sig gennem livet, hvilket kan være medvirkende til, at familier uden hjemmeboende børn ikke har brug for samme plads som tidligere og derfor vælger at bygge et nyt og mindre hus, forklarer Louise Balle Rosbjerg.

– Men der er også sket en generel ændring i vores opfattelse af, hvordan vi tror, at vi skal bo. For år tilbage skulle vi have store børneværelser og multirum, hvor vi i dag forsøger at tænke i kloge kvadratmeter og således skærer boligen ind til benet. Det er samtidig et udtryk for, at flere boligejere er bevidste om deres klimaaftryk, så hvis man kan nøjes med mindre plads, vælger et stigende antal nybyggere at gøre dette.

Den gennemsnitlige bolig er 138 kvadratmeter

Denne udvikling afspejler sig blandt andet også i undersøgelsen, når man kigger på størrelsen af nybyggede boliger, som de seneste fem år i gennemsnit har været på 138 kvadratmeter eksklusiv garage.

Ifølge dørproducenten Swedoor, stiller det store krav til, at pladsen bliver udnyttet bedst muligt.

– Når man bor på færre kvadratmeter, handler det om at tænke i smarte og pladsoptimerende løsninger, så man får udnyttet hver en afkrog af boligen. Derfor oplever vi blandt andet, at flere boligejere vælger en løsning som skydedøre, da de kræver mindre plads, fordi døren ikke skal åbnes ud af i rummet – og derved kan være medvirkende til at give en fornemmelse af mere luft i boligen, forklarer salgsdirektør hos Swedoor Danmark, Hauke Thiessen.

Læs også: Projekt med små boliger ved er godkendt

Afslutningsvis påpeger Louise Balle Rosbjerg, at hun forventer, at vi kun har set begyndelsen på denne udvikling, da mindre boliger også vil præge fremtiden inden for nybyggeri.

– Vi står over for en fremtid, hvor både økonomiske hensyn og klimabevidsthed vil have stor indflydelse på, hvordan vi bygger og bor. Mindre boliger og fleksible løsninger vil fortsætte med at vinde frem, og det kræver nytænkning og kreativitet i forhold til både design og funktionalitet. Jeg forventer, at vi vil se endnu flere innovative tiltag i de kommende år, der hjælper med at skabe funktionelle, bæredygtige hjem på færre kvadratmeter.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling