Ny vinbar åbner på Frederiksbjerg

Den nye vinbar Bouchon åbner i begyndelsen af april på hjørnet af Jægergårdsgade og M.P. Bruuns Gade på Frederiksbjerg i Aarhus.

Folkene bag restauranten Atelier 33 åbner en ny vinbar på hjørnet af Jægergårdsgade og M.P. Bruuns Gade.

Vinbaren med navnet Bouchon åbner fredag den 5. april og får plads til 50 gæster.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, som har formidlet udlejningen af lokalet på 250 kvadratmeter.

– Ambitionen er at skabe en helt særlig vinbar, hvor der også serveres mad. Folk skal føle sig velkomne og servicen skal være i højsædet. Vi har opbygget et stort vinkort, som vi glæder os til at introducere til vores gæster. Vi har en særlig kærlighed til vine fra Tyskland og Frankrig, men det vil være muligt at få vine fra det meste af Europa, udtaler sommelier og medejer Frederik Madsen.

Læs også: Butikker holder nethandlen i skak

Ifølge Frank Heskjær, Head of Retail hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, der har formidlet udlejningen af hjørnelokalet, er både placeringen og lokalet helt ideelt til en vinbar.

– Først og fremmest er vi glade for at hjælpe folkene bag Atelier 33 med at finde deres nye lokation til deres vinbar. Vi hjalp dem også i 2021, da de åbnede Atelier 33 på M.P. Bruuns Gade, som siden er blevet en stor succes, så lad os håbe, at vinbaren kan følge trop og opnå samme succes, så vi i Aarhus får endnu et go-to sted, udtaler han.

– Placeringen på hjørnet af Jægergårdsgade og M.P. Bruuns Gade fås ikke meget bedre. Jægergårdsgade er fyldt med andre gode spisesteder og der er god synlighed fra den trafikerede vej M.P. Bruuns Gade, som forbinder Frederiksbjerg med resten af Aarhus og sikrer en god menneskestrøm.