Så blev dørene slået op til Tranehaven, som det første børnehus i Brøndby, der fra grunden er blevet bygget med en særlig profil i forhold til bæredygtighed, natur og biodiversitet. Børnehaven blev indviet den 3. april.
Børnehuset Tranehaven har plads til hele 160 børn i alderen 0-6 år. Børnene bliver fordelt på fire vuggestue-grupper og fem børnehave-grupper, og de får desuden mulighed for at boltre sig i en multisal, på udearealer og i et “natur- og science”-laboratorium.
Det skriver Brøndby Kommune i en pressemeddelelse.
– Jeg synes, Brøndby har fået et helt fantastisk børnehus, udtaler kommunens udtaler borgmester Kent Magelund (S).
– Her er alt det grønne en selvfølge. Fra valg af byggematerialer til de grønne omgivelser, grønne tage og træbeklædte facader. Selv den traditionelle legeplads er konverteret til en legehave, hvor det grønne bevares og tænkes ind i børnenes leg og pædagogiske aktiviteter.
Læs også: Top 10: De mest populære kommuner for børnefamilier
Der er stadig ledige pladser i det nye børnehus, men planen er, at byggeriet skal sikre, at det stigende antal børnefamilier, der flytter til Brøndby, har en institutionsplads i deres nærområde. Kommunen voksede i 2023 med over 1.900 indbyggere.
– Brøndby er inde i en rivende udvikling, og med Børnehuset Tranehaven glæder vi os over, at vi kan tilbyde familierne i området nogle fantastiske rammer til deres børn, udtaler formand for Børne- og Skoleudvalget Anette Pilmark (S).
Børnehuset Tranehaven omfatter 1.650 kvadratmeter og er opført i totalentreprise af Jönsson Entreprise i samarbejde med Pluskontoret Arkitekter og OJ Rådgivende Ingeniører A7S. Byggesummen lød på 42 millioner kroner.
Børnehuset Tranehaven bliver sammen med Børnehuset Kirkebjerg på Elementfabrikken 7, Brøndbys første profilinstitution. Tranehaven er opført med en særlig profil i forhold til bæredygtighed, natur og biodiversitet.
Børnehuset Kirkebjerg, som efter planen står klar i efteråret 2024, bliver opført med en særlig profil i forhold til idræt, bevægelse og kulturelle udtryksformer.