Byrådet i Hillerød sendte den 27. april 2022 et forslag til en masterplan for Stadionkvarteret og et forslag til en opdateret helhedsplan for hele Favrholm i offentlig høring frem til den 10. juni. Desuden blev en procesplan for afvikling af en arkitektkonkurrence om Stadionkvarteret godkendt.
Af en pressemeddelelse fra kommunen fremgår det, at “Stadionkvarterets omdrejningspunkt er et nyt fodboldstadion og en central, grøn fælled til idræt- og kulturaktiviteter”. I masterplanen er der desuden gjort plads til både en daginstitution og en folkeskole. Samlet set skal den nye bydel rumme op mod 4.000 boliger.
– Vi ønsker blandede typer af boliger, områder hvor man har lyst til at lære naboerne at kende og bruge de grønne områder lige uden for hoveddøren. Vi drømmer om et levende område med alt fra ungdomsboliger til bofællesskaber. Jeg håber, at mange vil være med til at bidrage med gode idéer og forslag til udviklingen af Stadionkvarteret her i høringsperioden, udtaler borgmester i Hillerød Kommune, Kirsten Jensen.
Stadionkvarteret er en del af Hillerøds nye bydel Favrholm – og lige som i resten af bydelen vil der blive god adgang til bæredygtig transport og en stærk kobling til Hillerøds attraktive bymidte med handel, kulturliv, idræt og uddannelsestilbud.
Bag udviklingen af Stadionkvarteret står Udviklingsselskabet Propreco, der samarbejder med rådgiverne AI, Gehl og Niras.
– I masterplanen har vi i fællesskab med Hillerød Kommune arbejdet hårdt for på bedste vis at indfri de mange gode ambitioner for Stadionkvarteret. Ambitioner, som sikrer, at Stadionkvarteret bliver et sted, hvor alle kan nyde godt af adgang til det grønne, bæredygtighed, gode boliger og idræt og leg, på alle niveauer. Stadionkvarteret bliver helt sit eget, men samtidig en integreret del af Favrholm og Hillerød, udtaler David Ernst-Sunne, administrerende direktør i Propreco.
Ud over masterplanen har udviklingsselskabet forpligtet sig til at gennemføre en arkitektkonkurrence for stadion og dets nære omgivelser og en mere detaljeret plan, et dispositionsforslag, for hele Stadionkvarteret, inden kommunen udbyder området til salg. Udviklingsselskabet har forkøbsret, men andre kan også byde på jorden og realisere projektet.
I procesplanen for den kommende arkitektkonkurrence er der lagt op til, at den afvikles som et parallelopdrag.
To planforslag i høring
Ud over masterplanen for Stadionkvarteret har byrådet sendt en opdateret helhedsplan for det samlede Favrholm – Helhedsplan 2022 – i høring. I årene siden den første helhedsplan for Favrholm kom på gaden i 2014 er de oprindelige idéer blevet forfinet og nye idéer er kommet til, og det er alt sammen samlet op i Helhedsplan 2022, samtidig med, at Helhedsplan 2022 sætter nye og mere konkrete mål for Favrholms kommende byggerier og byrum.
Foruden stadion kommer Favrholm til at rumme Nyt Hospital Nordsjælland, Favrholm Station til både S-tog- og lokaltog, nye virksomheder og de omkring 4.000 nye boliger, både i form af etageboliger og haveboliger.
Favrholm opdeles i syv bykvarterer
I helhedsplanen opdeles Favrholm i de tre delområder; det østlige delområde, det nordvestlige delområde, og det sydøstlige delområde. De tre delområder underopdeles i syv bykvarterer.
Det østlige delområde
I det østlige delområde udvikles Favrholm Station, Hospitalskvarteret, Favrhøjkvarteret og Hestehavekvarteret.
Favrholm Station
Favrholm Station bliver en kombineret S-togs- og lokalbanestation. Stationen bygges på bar mark men under hensyntagen til, at der vil komme en ny bydel og lægge sig op ad stationen.
Ved stationen etableres der desuden 450 pendlerparkeringspladser samt 380 cykelstativer. Der plantes desuden samlet set flere end 100 træer.
Hospitalskvarteret
Her opføres Nyt Hospital Nordsjælland på en 300.000 kvadratmeter stor grund. NCC er hovedentreprenør på 118.000 kvadratmeter store sygehusbyggeri, der har et budget på 4,5 milliarder kroner. Ubudssummen for entreprenøropgaven udgør 2,4 milliarder kroner.
Sygehuset er tegnet af schweiziske Herzog & de Meuron og danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Favrhøjkvarteret
Mellem Favrholm Station og Nyt Hospital Nordsjælland ligger Favrhøj, hvor der efter planen både skal udvikles boliger, kontorer, kulturelle og sociale formål, liberale erhverv, hotel- og konferencecenter, restauranter og cafeer samt offentlig og privat service.
Det forventes at området kan rumme 40.500 kvadratmeter byggeri i tre-syv etager.
Hestehavekvarteret
Kvarteret er udlagt til boliger, kontorer, og offentlig og privat service. I den østlige del er der også mulighed for at etablere butikker.
Den østlige del er udlagt til etagebebyggelse tre-seks etager, med mulighed for et enkelt punkthus på 15 etager. Den vestlige del er udlagt til blandet tæt-lav boliger i op til tre etager og etagebebyggelse i tre-seks etager.
Inden for området ligger Hillerød Kraftvarmeværk, som går ud af drift med udgangen af 2022. I helhedsplanen fra 2014 er kraftværksbygningen forudsat fjernet inden området byudvikles, men Hillerød Forsyning ønsker nu at indrette energicentral i en del af bygningen. Helhedsplan 2022 åbner derfor mulighed for at bevare bygningen i bearbejdet form, som en integreret del af den nye by
Det nordvestlige delområde
Det nordvestlige delområde skal rumme Generationernes Kvarter og Favrholm erhvervspark.
Generationernes Kvarter
I den nordlige del af Favrholm skal Generationernes Kvarter udvikles med parcel- og rækkehuse og med mulighed for også at have offentlige formål som plejehjem, daginstitution, undervisning og kulturhus.
I den vestlige del af området planlægger Hillerød Kommune at bygge en nyskabende kombination af plejehjem, daginstitution og fælleszoner. Der er også tanker om seniorboliger eller et seniorbofællesskab i området.
Favrholm erhvervspark
Erhvervsparken planlægges primært til virksomheder inden for lifescience, miljø og IT med udvikling og produktion.
Inden for området kan der opføres bebyggelse op til tre etager og med en maksimal bygningshøjde på 15 meter, dog for nogle områder 22 meter.
I den vestlige del af området ligger eksisterende bebyggelse bestående af fire tidligere beboelsesejendomme, samt et tidligere fjerkræslagteri med modernistisk industripræg. Alle bygninger står i dag tomme, og kommunen vurderer, at de er i ringe forfatning.
Det sydøstlige delområde
I det sydøstlige delområde udvikles Stadionkvarteret og Brødeskov erhvervspark.
Stadionkvarteret
Centralt i kvarteret etablerer Propreco og FC Nordsjælland et fodboldstadion og et fodboldakademi samt tilknyttede funktioner som klinik og hotel.
I den centrale del af kvarteret planlægges en daginstitution, og der er reserveret plads til en skole. Der etableres desuden en-to dagligvarebutikker. Der kan i kvarteret kan etableres op til 4.000 kvadratmeter butikker i form af 3.200 kvadratmeter dagligvarebutikker og 800 kvadratmeter udvalgsvarebutikker.
Kvarteret rummer også en stor mængde boliger, fordelt på tre forskellige typer af storparceller som alle sammensættes af forskellige boligtyper og forskellig tæthed.
Brødeskov erhvervspark
Det sydvestligste hjørne i Favrholm er udlagt til erhvervspark forbeholdt særligt arealkrævende og strømforbrugende erhverv i miljøklasse 3-5 med tilhørende service-, administration-, logistik- og forsyningsfunktioner, som er nødvendige for driften.
Der kan etableres virksomheder med stort arealforbrug, funktionel sammenhæng med Klima- og Miljøpark Solrødgård, samt en relativt lav besøgsintensitet og et relativt lavt antal medarbejdere i forhold til det bebyggede areal, da området ikke er stationsnært.
Kilde: Favrholm – Forslag til helhedsplan 2022.