En ny lokalplan skal bane vejen for et nyt boligområde med 21 parcelhusgrunde ved Tingskov Allé i Tranbjerg i Aarhus. Illustration fra lokalplanforslaget.
En ny lokalplan skal bane vejen for et nyt boligområde med 21 parcelhusgrunde ved Tingskov Allé i Tranbjerg i Aarhus. Illustration fra lokalplanforslaget.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Politikerne i byrådet i Aarhus besluttede den den 11. maj at sende et lokalplanforslag for et nyt boligområde med parcelhusgrunde ved Tingskov Allé i Tranbjerg i offentlig høring.

– Det er et fint projekt, og vi imødeser borgernes røst. Vi har dog et par opmærksomhedspunkter, sagde medlem af Teknisk Udvalg, Jesper Kjeldsen (S) på byrådsmødet.

Han pegede på, at der er særlig grund til at være opmærksom på, at en stor del af området skal friholdes for bebyggelse samt, at projektet kræver en forudsætter en reduktion, en ophævelse eller en dispensation fra søbeskyttelseslinjen på 150 meter omkring Tranbjerg Sø.

Området vest for Trankærgårdsvej anvendes i dag primært som landbrugsjord, mens en mindre del af arealet har været anvendt til busendestation. I den gældende lokalplan fra 1987 er området ellers udlagt til offentligt, rekreativt område, men en park i området er aldrig blevet realiseret.

Med det nye lokalplanforslag fastholdes en del af området til rekreative arealer i form af grønne områder. Således bliver der kun mulighed for at bygge nye parcelhuse på omkring en tredjedel af det samlede lokalplanområdes areal.

Lokalplanen muliggør parcelhusgrunde på 500 kvadratmeter, hvor kommunen ellers typisk sætter en mindstestørrelse på 700 kvadratmeter ved planlægning af parcelhusområder. Det skyldes, at planområdet har store fællesarealer.

Planen muliggør en bebyggelsesprocent på 40, så det fortsat er muligt at bebygge grunden med en bolig af en vis størrelse. Grundene må maksimalt være 850 kvadratmeter store.

For at sikre, at der bliver plads på den enkelte grund til en have og lignende, stilles der i udvalgte tilfælde begrænsning på bebyggelsernes fodaftryk på grundarealet. Det gør sig gældende for grundstørrelser under 600 kvadratmeter, hvor der kun må bebygges 30 procent af grundarealet, inklusive carporte og udhuse. Her er man nødt til at opføre boligen i to etager, hvis man vil udnytte bebyggelsesprocenten på de maksimalt 40, fremgår det af lokalplanforslaget.

Kommunen sigter desuden mod stor ensartethed i den kommende bebyggelse.

“Ny boligbebyggelse skal fremstå med fællestræk, således at der sikres en overordnet arkitektonisk sammenhæng, både internt i lokalplanområdet og til de omkringliggende boligområder. Sammenhængen skal hovedsageligt komme til udtryk i bebyggelsens skala, valg af materialer og farver samt tagform”, lyder det i lokalplanforslaget.

Det fremgår videre, at de kommende parcelhuse kun må opføres i nuancer af røde eller gule tegl, og tage skal være “saddeltage eller tage med ensidig taghældning”.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling