Nye tagboliger Stationsgården i Ballerup er godkendt. Foto: Google Maps.
Nye tagboliger Stationsgården i Ballerup er godkendt. Foto: Google Maps.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I maj 2020 godkendte kommunalbestyrelsen i Ballerup økonomien i en helhedsplan for renoveringen af Stationsgården i Ballerup for omkring 150 millioner kroner, og nu har politikerne også godkendt et projekt, som skal tilføre 25 nye tagboliger fordelt på i alt 1.720 kvadratmeter til afdelingen. Det skete på et kommunalbestyrelsesmøde den 21. december. Beboerne i afdelingen under Ballerup Ejendomsselskab har allerede tidligere sagt god for det storstilede renoveringsprojekt.

– I forbindelse med det sagde man også ja til disse 25 nye tagboliger, og der kan jeg fortælle, at der var 146 ud af 256 mulige, der stemte, sagde borgmester i Ballerup, Jesper Würtzen (S), på kommunalbestyrelsesmødet, hvor han videre oplyste, at 72 procent havde stemt for renoveringen og de nye tagboliger.

De 25 nye tagboliger bliver etableret i i Stationsgårdens blokke på Centrumgaden 15-35.

Alle boligerne bliver torums boliger på mellem 64 og 73 kvadratmeter. Boligerne vil indeholde badeværelse, køkken/alrum samt et værelse. Boligerne får elevatoradgang og hver elevator skal servicere fem tagboliger, samt tilgængelighedsboliger, der indrettes på etagerne nedenunder i forbindelse med renoveringen af Stationsgården. Tagboligerne bliver etableret i den eksisterende tagetage, som i dag indeholder depotrum.

Huslejen for en tagbolig på 64 kvadratmeter kommer til at ligge på 6.085 kroner om måneden, ligesom der skal betales et indskud på 32.800 kroner.

Boligerne på 73 kvadratmeter får en månedlig husleje på 6.941 kroner, og her skal der betales et indskud på cirka 36.300 kroner. Hertil kommer for begge boligtyper udgifter til forbrug af vand, varme og el, der er budgetteret til 110 kroner per kvadratmeter årligt.

Stationsgården får ikke ændret sit udseende mod Centrumgaden, udover at der vil komme vinduer i tagetagen. På østsiden mod Rolighedsvej og Hold-an Vej, vil der komme elevatortårne og svalegange. Projektet forventes at koste 42,7 millioner kroner.

Afdeling Stationsgården er opført i 1951-56 og består af ni delvist sammenhængende blokke med i alt 128 boliger. I forbindelse med renoveringen af afdelingen sammenlægges nogle boliger, så antallet af boliger reduceres fra 128 til 116 boliger.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling