Nye tider for parkering i bydel

Der er pres på parkeringspladserne i Øgadekvarteret i den centrale del af Aalborg. Derfor indføres der nu blandt andet betalingsparkering.

Bilerne cirkler langsommeligt rundt om de mange boligblokke i Øgadekvarteret i tålmodig jagt på en ledig parkeringsplads.

Aalborg Kommune sætter nu ind med nye tiltag for at lette presset.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Den 1. april træder nye regler for parkeringen i bydelen i den centrale del af den nordjyske storby ind. Reglerne er en udløber af en parkeringspolitik, som Aalborg Byråd godkendte 24. juni 2024.

Konkret sættes der i bydelen ind med tiltag i form af tidsbegrænsning med parkeringslicens, tidsbegrænsning uden parkeringslicens, betalingsparkering og handicap-pladser.

– Det er for at lave en adfærdsregulering og hjælpe de borgere, der bor i området. De lokale beboere bliver nogle gange presset ud, og har meget svært ved at finde en parkeringsplads. Derfor vil vi via parkeringslicenser give beboerne bedre mulighed for, at de kan finde en parkeringsplads, siger rådmand for By og Land Jan Nymark Rose Thaysen (V).

Læs også: Aalborg Handelsskole vil udvide og bygge nyt parkeringshus i Vestbyen

Til beboere og erhvervsdrivende med CVR-adresse indenfor parkeringslicenszonen indføres parkeringslicens.

Langt størstedelen af parkeringspladserne bliver med parkeringslicens for netop at prioritere beboere og erhvervsdrivende.

Desuden skal tidsbegrænsning uden parkeringslicens understøtte den lokale handel, og endelig skal betalingspladserne sikre plads til blandt andet gæster.

Beboere og erhvervsdrivende får i øvrigt et brev i e-Boks om ændringerne og muligheden for at købe en parkeringslicens, ligesom der opsættes ny skiltning.

Aalborg Kommune vurderer, at en del borgere, der ikke bor eller har ærinde i området, parkerer på de uregulerede parkeringspladser i boligkvarteret, fordi parkeringen i de omkringliggende områder som Midtbyen og Østre Havn allerede er reguleret.

Der indføres ny kommunal betalingsparkering på Østsiden af Sønderbro, Fynsgade vest for Samsøgade, Vendsysselgade mellem Langelandsgade og Himmerlandsgade og endelig på parkeringspladsen ved Østerport til 8 kroner i timen.

Også Hjulmagerkvarteret bliver omfattet af parkeringsreguleringen, da området ligger lige op til Øgadekvarteret.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling