Norlys skal have nyt domicil på Gasværksvej på Østre Havn i Aalborg. Visualisering: Sweco Architects.
Norlys skal have nyt domicil på Gasværksvej på Østre Havn i Aalborg. Visualisering: Sweco Architects.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I juli 2022 blev det meldt ud, at A. Enggaard skal bygge et nyt domicil til Norlys på en 24.000 kvadratmeter stor grund på Gasværksvej 25 på Østre Havn i Aalborg. Projektet er tegnet af Sweco Architects.

– I den nye bygning samler vi alle vores nordjyske aktiviteter under ét tag – fra trading og energihandel over salg af ladeløsninger til udbygningen af fiber- og elnettet, udtalte Jens Hansen, der er direktør for Supply Chain & Facility Management i Norlys, i en pressemeddelelse, da projektet blev offentliggjort.

Projektet kræver en ny lokalplan, og den er nu blevet udarbejdet et udkast til. Den 8. december 2022 skal By- og Landskabsudvalget tage stilling til, om den skal sendes i fem ugers offentlig høring.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre bebyggelse med et samlet etageareal på næsten 24.100 kvadratmeter. Selve kontorbygningen kan opføres i op til syv etager. Derudover gives der mulighed for at der kan opføres parkeringsarealer og parkeringshus, fremgår det af et notat fra Aalborg Kommune.

Grunden har tidligere været en del af Aalborg Værft, og der ligger aktuelt en værkstedsbygning fra 1964 på grunden. Den skal nedrives, for at lokalplanens byggemuligheder kan gennemføres, fremgår det af lokalplanforslaget.

“Lokalplanen sikrer, at byggeriets base får et let og åbent udtryk mod havnepromenaden ved at stille krav til, at facaden skal have en høj grad af transparens mod havne-promenaden i form af vinduer og en søjle-kolonnade”, lyder det i lokalplanforslaget.

“Herudover er der også krav til, at bygningens facade varieres med eksempelvis relieffer eller farveskift i tilknytning til vinduespartier. Ved at stille krav til kontorbyggeriets bygningsform, grønne tage og variationer i teglfacaden er det også lokalplanens hensigt at sikre, at bygningen fremstår åben og inviterende ud mod Gasværksvej”, lyder det videre.

Det fremgår af lokalplanforslaget, at parkeringshuset “skal have en arkitektonisk sammenhæng med kontorbyggeriet i forhold til materialevalg og udtryk”. Parkeringshuset skal derfor deles op i en base, som skal opføres i samme type af tegl som kontorbyggeriet.

Det kommende kontorhus skal rumme 700 medarbejdere, og planen er, at det skal certificeres til DGBN Guld. Der vil blandt andet blive etableret 90 ladestandere til elbiler i tilknytning til kontorhuset.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling