Nyt friplejehjem i Bjerringbro har entreprenør på plads

Lokalplanen er vedtaget, og nu er der skrevet kontrakt med den entreprenør, der skal bygge nyt friplejehjem til 70 millioner kroner.

Efter tre et halvt års forberedelser er Bjerringbro Friplejehjem ved Bjerring Byvej klar til at tage næste skridt.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Bestyrelsen for Den selvejende institution Bjerringbro Friplejehjem har underskrevet en kontrakt med totalentreprenøren Ginnerup fra Skive, som vandt opgaven til 50 millioner kroner efter en indbudt licitation med fire deltagende virksomheder.

– Vi havde et stort ønske om at få lokale håndværkere til at bygge plejehjemmet, men vores økonomiske rådgiver kræver en garanti, som de adspurgte lokale firmaer ikke kunne stille, siger bestyrelsesformand for friplejehjemmet, Steffen Drejer, til det lokale medie.

Ginnerup har dog allerede indgået aftaler med lokale underleverandører, og bestyrelsesformand Steffen Drejer opfordrer flere til at byde ind på arbejdet.

Byggeriet afventer nu en byggetilladelse fra Viborg Kommune. Det kommende friplejehjem er tegnet af Atra Arkitekter.

Bjerringbro Friplejehjem. Illustration: Atra Arkitekter.
Bjerringbro Friplejehjem. Illustration: Atra Arkitekter.

Planen er at tage første spadestik om en måned og at kunne byde de første beboere velkommen omkring årsskiftet 2026/2027.

Lokalplanen for projektet blev vedtaget af politikerne i byrådet i Viborg Kommune i november 2024.

Lokalplanen giver mulighed for at bygge fire rækkehuse på en 5.000 kvadratmeter stor grund mod nord og et friplejehjem med 30 boliger på en 14.000 kvadratmeter stor grund mod syd. Bebyggelsen i området må opføres i to etager.

Den samlede udgift inklusive inventar bliver 70 millioner kroner, og det kommende friplejehjem har blandt andet modtaget en donation på 1,5 millioner kroner fra Poul Due Jensens Fond (Grundfos Foundation).

Tilmeld Nyhedsbrev