Det aarhusianske busselskab AarBus er netop flyttet ind i nye kontorfaciliteter på 550 kvadratmeter.
Den nye, permanente bygning ligger i Hasselager i det sydlige Aarhus, oplyses det i en pressemeddelelse fra Concept Living, som har leveret modulerne.
– Vi har tidligere holdt til i gamle værkstedsbygninger, som var lavet om til kontorer, men det var ikke en optimal løsning, da der var udfordringer med blandt andet kulde om vinteren, varme om sommeren og generelle støjgener. Derudover har vi haft brug for at kunne samle vores medarbejdere i én og samme bygning, forklarer Sanne Gaarsdal, mobilitets- og administrationschef hos AarBus.
Læs også: Projekt med over 70 boliger i Hasselager fuldt udlejet før færdigopførelse
– Vi har brugt tid på at planlægge både den rette størrelse og fordeling af kontorer samt det bedste flow i bygningen, der blandt andet har fået flere forskellige indgange til både chauffører, driftscenter og hittegodskontor. Vi har hele vejen igennem haft en fin dialog med Concept Living, som har haft en løsningsorienteret tilgang til tingene, der har været afgørende for, at der er gået meget kort tid fra opstilling af modulerne til den endelige ibrugtagning.
De 10 permanente, præfabrikerede moduler blev fremstillet på modulbyggerens fabrikken i Engesvang i løbet af blot fem uger. Imens er byggepladsen sideløbende blevet klargjort.
Selve monteringen af modulerne i Hasselager har derfor blot taget omkring fire uger. Det har givet en samlet byggeproces på cirka tre måneder fra aftalen blev indgået og til aflevering.
– En af de helt store fordele ved præfabrikeret byggeri som dette til AarBus er den korte byggeproces, mens de fleksible indretningsmuligheder også er meget attraktive, udtaler Rasmus Bundgaard Buhl, der er byggeleder hos Concept Living.
Læs også: Boligforeninger bygger 120 nye boliger i Hasselager
– I godt samarbejde med AarBus har vi tilrettet tegningerne løbende for at matche deres behov til bygningen. Vi har desuden arbejdet med bygningens udseende, hvor der blandt andet er valgt træbeklædning som kontrast til den øvrige sorte beklædning. Samtidig er ventilationen på taget inddækket i sort beklædning, så den i højere grad indgår som en naturlig del af bygningens udtryk.
Præfabrikerede moduler fra Concept Living og søstervirksomheden ABC Pavilloner er opført i træ. Modulerne er fra starten designet for adskillelse, så man allerede i designfasen tager højde for, hvordan bygningen kan skilles ad og genanvendes efter brug.
De nye kontorlokaler i Hasselager er netop taget i brug af AarBus’ administration, IT- og planafdeling samt driftscenter.