Nyt innovationsdistrikt i København på tegnebrættet

Regeringen, Københavns Kommune og Københavns Universitet går sammen om at etablere et innovationsdistrikt for life science og kvanteteknologi.

Regeringen, Københavns Kommune og Københavns Universitet vil udvikle et “verdensførende” innovationsdistrikt for life science og kvanteteknologi.

Innovationsdistriktet skal udvikles i området omkring Københavns Universitets Nørre Campus, Rigshospitalet, BioInnovation Institute, De Gamles By og Haraldsgade-kvarteret.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge erhvervsminister Morten Bødskov (S) skal innovationsdistriktet være med til at tiltrække verdens førende virksomheder, forskere og talenter til Danmark.

– Den internationale konkurrence er skærpet. Det er derfor helt afgørende, at vi skaber de bedst mulige vilkår for innovation, udtaler erhvervsministeren.

Udviklingen vil ske i tæt samarbejde med samarbejdspartnere i området, herunder Transportministeriet ved Bygningsstyrelsen, Freja Ejendomme, Rigshospitalet og Københavns Professionshøjskole og øvrige grundejere.

– Vi vil skabe en bydel med et nabolag af studerende, forskere, iværksættere og virksomheder, der er blandt de førende inden for life science eller kvanteteknologi og har både drivkraften og kreativiteten til at udvikle løsninger i fællesskab på mange af vores samfunds største udfordringer, udtaler uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

Konkret vil parterne nu tage initiativ til at samle relevante aktører, herunder blandt andet Rigshospitalet og Københavns Professionshøjskole, til et kick-off møde, hvor der igangsættes et samarbejde om udarbejdelsen af en samlet helhedsplan for områdets udvikling.

Her skal det kortlægges, hvad der skal til for at tiltrække investeringer, virksomheder og viden, samtidigt med at der tages hensyn til områdets egenart og bevaringsværdier.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling