Kolding Kommune har sat gang i arbejdet med en ny lokalplan for en 14.000 kvadratmeter stor grund ved Lærkevej i den nordlige del af byen.
Her er det planen, at der skal bygges et nyt plejehjem med 70 boliger.
Lokalplanen udarbejdes på baggrund af en anmodning fra boligforeningen AAB Kolding ved Bovia.
Plejehjemmet er en del af den langsigtede udvikling af boligområdet Skovvejen og Skovparken. Udviklingsplanen med et budget på 937 millioner kroner har til formål at skabe en mere blandet og attraktiv bydel med nye funktioner, bedre infrastruktur og en stærkere sammenhæng med resten af byen.
Det nye plejehjem skal opføres på et areal, hvor tre eksisterende boligblokke rives ned, hvilket betyder, at 74 familieboliger nedlægges for at give plads til nye boligtyper og offentlige funktioner.
Planlægningen lægger vægt på, at det nye byggeri indpasses nænsomt i omgivelserne med respekt for de grønne områder og de markante egetræer langs Lærkevej. Samtidig skal der sikres gode adgangsforhold, trafiksikkerhed og hensyn til støj fra vejen.
Plejehjemmet kan opføres i op til tre etager, enkelte steder fire, og det samlede byggeri forventes at blive på op til 7.500 kvadratmeter.
Et forslag til lokalplan og tillæg til kommuneplanen ventes sendt i offentlig høring i foråret 2026, mens den endelige politiske vedtagelse efter planen skal ske i efteråret samme år.
























