Nyt samarbejde om klimaberegninger på landskabsprojekter

For at give landskabsarkitekterne mulighed for at dokumentere klimaftrykket af deres projekter er Lytt Architecture og Graphisoft Center Danmark gået sammen om udviklingen af en metodik for LCA på landskabsprojekter.

Den grønne omstilling er afhængig af, at rådgiverne kan træffe beslutninger baseret på data, der viser klimaaftrykket af deres projekter.

Derfor indgår Lytt Architecture og Graphisoft Center Danmark nu et samarbejde, hvor målet er at udvikle en metodik for LCA, livscyklusanalyser, til brug og glæde for den samlede landskabsarkitektbranche. Derudover er det hensigten, at udviklingsarbejdet skal indkredse, hvordan 3D-modellering og BIM kan digitalisere, effektivisere og automatisere LCA-beregninger på landskabsprojekter.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Karen Marie Fisker Langkjer, associeret partner og leder af Lytt Bæredygtighed, er en af initiativtagerne til samarbejdsprojektet. Hun fortæller om baggrunden for Lytts involvering i projektet.

På Banktorvet i Skjern har Lytt designet et nyt torv og har i den forbindelse beregnet levetider på eksisterende belægninger og dermed lavet en strategi for udskiftning over tid fremfor at udskifte al belægning på én gang. Illustration: Lytt Architecture.

– Hos Lytt er udviklingen af robuste og klimavenlige projekter en del af vores DNA. Vi anser landskabsarkitekturen, data-dokumentation og digitalisering som afgørende parametre i den grønne omstilling. Derfor har vi taget initiativ til udviklingen af en metode til LCA for landskab, hvor vi bruger vores viden og erfaring til at udvikle et LCA-værktøj til glæde for hele landskabsfaget. Lige nu er målet at sikre øget viden om, hvordan LCA kan bruges som værktøj i landskabsfaget, og hvordan vi kan udnytte BIM til at effektivisere og automatisere LCA-beregningerne. Drømmen er, at arbejdet med LCA for landskab og BIM kan blive så lettilgængeligt, at LCA kan blive en naturlig del af vores workflow fra de første indledende skitser i 2D til det fulde projekt i 3D. Dermed bliver det ikke beregningen, som vi skal bruge alle timerne på, men i stedet kan vi fokusere på at bruge læringen fra vores beregninger til at udvikle en mere bæredygtig arkitektur, fortæller Karen Marie Fisker Langkjer.

DesignLCA bliver tilpasset til landskabsprojekter

I KlimaByen Middelfart arbejdes der blandt andet med miljømæssig bæredygtighed i form af LAR-løsninger. Projektet er lavet i samarbejde med WSP og Adept. Foto: Lytt Architecture.
I KlimaByen Middelfart arbejdes der blandt andet med miljømæssig bæredygtighed i form af LAR-løsninger. Projektet er lavet i samarbejde med WSP og Adept. Foto: Lytt Architecture.

Hos Graphisoft Center Danmark har man i samarbejde med Lendager udviklet DesignLCA, der er en BIM-baseret LCA-beregner.

Aktuelt fungerer DesignLCA på bygningsniveau, og det nye udviklingsprojekt med Lytt Architecture skal sikre, at DesignLCA også kan anvendes på landskabsprojekter. Samtidig skal projektet indkredse, hvordan man beregner LCA på de elementer, der typisk indgår i landskabsprojekter, som kan være meget forskellige fra byggeriet.

LÆS OGSÅ: MODULPROCUCENT LEVERER DE FØRSTE LCA-BEREGNINGER TIL NYBYGGET BØRNEHAVE

Hvor DesignLCA allerede indeholder klimadata for en lang række bygningsmaterialer, vil første skridt være at oprette materialer til landskabsprojekter, samt typiske opbygninger, så man med få klik kan modellere terrænprofiler i 3D, og derefter helt automatisk anslå og dokumentere deres klimaaftryk i LCA-beregningen.

I KlimaByen Middelfart arbejdes der blandt andet med miljømæssig bæredygtighed i form af LAR-løsninger. Projektet er lavet i samarbejde med WSP og Adept. Foto: Lytt Architecture.
I KlimaByen Middelfart arbejdes der blandt andet med miljømæssig bæredygtighed i form af LAR-løsninger. Projektet er lavet i samarbejde med WSP og Adept. Foto: Lytt Architecture.

Thomas Graabæk er indehaver af Graphisoft Center Danmark og uddyber virksomhedens bidrag til projektet.

– Data, digitalisering og BIM hænger tæt sammen med den grønne omstilling. Mange landskabstegnestuer er allerede i fuld gang med at implementere BIM, og et naturligt næste skridt er at udnytte de iboende datainformationer i BIM til at understøtte udvikling af en metodik for LCA-beregninger for landskabsarkitekturen. Vi ser frem til samarbejdet med Lytt, hvor vi vil trække på deres viden, så vi kan tilføje de typiske materialer og opbygninger landskabsarkitekter anvender til DesignLCA og generelt tilpasse vores LCA-beregner, så den kan håndtere landskabsprojekter. Det bliver vores lille bidrag til at understøtte landskabsarkitekternes imponerende indsats ift. klimakrisen, forklarer Thomas Graabæk.

DesignLCA er et plugin til Archicad og er en gratis del af den danske template til Archicad.

Ved hjælp af dataudveksling via IFC, kan DesignLCA også anvendes, hvis projekterne er designet i Revit, Tekla eller et tredje BIM-program.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling