Nyt stadion i Aarhus: Her er planerne. Illustration fra konkurrenceprogrammet.
Nyt stadion i Aarhus: Her er planerne. Illustration fra konkurrenceprogrammet.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

De seks udvalgte hold af danske og internationale stjernearkitekter har nu fået tilsendt konkurrenceprogrammet for de kommende stadion i Aarhus. Dermed kan arkitekterne sætte sig til rette ved tegnebordet. Det oplyser Aarhus Kommune og Kongelunden i en pressemeddelelse.

– Niveauet hos deltagerne er tårnhøjt, og det samme er vores forventninger til, hvordan de besvarer opgaven og dermed hvilket vinderprojekt, vi senere på året kan præsentere, udtaler Alvaro Arriagada, der er projektdirektør i Kongelunden, i meddelelsen.

I løbet af foråret 2022 bliver et bedømmelsesudvalg præsenteret for de seks forslag i anonym form. Bedømmelsesudvalg består af eksterne fagdommere udpeget af Akademisk Arkitektforening, repræsentanter for projektets to donatorer, Lind Invest og Salling Fondene, samt repræsentanter fra Aarhus Byråd. En række eksterne og interne fagpersoner rådgiver bedømmelsesudvalget.

Det nye stadion vil i alt koste 650 millioner

Som helhed har Vision Kongelunden en projektøkonomi på samlet 750 millioner kroner. Pengene til projektet finansieres af de 500 millioner kroner, der kommer fra to donationer på hver 250 millioner kroner fra Lind Invest og Salling Fondene. De sidste 250 millioner kroner kommer fra Aarhus Kommune.

Det nye stadion kommer samlet til at koste 650 millioner kroner. Heraf er de 585 millioner kroner afsat til selve stadionbyggeriet og totalrådgivningen, mens den resterende del går til afledte omkostninger som nedrivning af det eksisterende stadion og bygherrerelaterede omkostninger.

Stadionbyggeriet finansieres af de to donationer på samlet 500 millioner kroner fra Lind Invest og Salling Fondene. Desuden står AGF klar til at skyde 100 millioner kroner ind i stadionbyggeriet på baggrund af en forventning om, at der vil være en øget driftsindtægt på det nye fodboldstadion, der blandt andet får bedre VIP- og konferencefaciliteter. Der er dog endnu ikke truffet beslutninger herom, og den videre proces afhænger af hvilken model, der vælges.

Her er planen for det nye stadion i Aarhus

Af konkurrenceprogrammet fremgår planerne for det kommende stadion, der skal stå klar til brug i 2026.

Det kommende stadion skal integreres i omgivelserne i Kongelunden, og det skal udformes, så tilskuerne sidder tæt på banen og får en intim oplevelse på kampdage.

– For os er det vigtigt, at det bliver et funktionelt velfungerende stadion, der skaber en unik ramme om hele fodboldoplevelsen, og vi glæder os til at se, hvad de seks teams kommer frem til, udtaler Jacob Nielsen, administrerende direktør i AGF, i pressemeddelelsen.

Kapaciteten er fastsat til 20.000 tilskuere med mulighed for at udvide til 22.000 siddende tilskuere eller 24.000 tilskuere med ståpladser. Ståpladser skal kunne etableres således, at 2.000 siddepladser relativt nemt skal kunne omdannes til i alt 4.000 ståpladser i to sektioner på henholdsvis øst- og vesttribunen. Desuden skal 2.000 siddepladser kunne tilføjes på de sidste rækker, hvis det er nødvendigt. Dermed kan den samlede kapacitet nå op på 24.000.

Sådan kan kapaciteten udvides på det kommende stadion i Aarhus. Illustration fra konkurrenceprogrammet.
Sådan kan kapaciteten udvides på det kommende stadion i Aarhus. Illustration fra konkurrenceprogrammet.

Alle pladser skal være overdækkede, og stadion skal udformes som en uafbrudt arena hele vejen rundt. Desuden skal det etableres i ét dæk.

Af de 20.000 siddepladser vil 17.440 pladser være almindelige sæder, mens der etableres 60 pladser til journalister samt 2.500 VIP-pladser. Af sidstnævnte vil 300 være såkaldte “Guld”-sæder, 950 vil være “Sølv”-sæder og 1.250 vil være “Bronze”-sæder.

Hovedtribunen etableres mod Nord, mens AGFs stemningskabende fans placeres på endetribunen mod vest. Arealerne under vesttribunen etableres i en rå stil, hvor de mest passionerede fans kan få lov til at sætte sit præg på indretningen, fremgår det.

Udefans placeres i den østlige ende, og der lægges vægt på, at sektionen til udeholdets fans både skal kunne rumme stemningsskabende fans samt de mindre aktive fans.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling