Director Martin Pedersen, Colliers Fyn. Foto: PR.
Director Martin Pedersen, Colliers Fyn. Foto: PR.

Odense oplever fortsat stor vækst med flere borgere og virksomheder, men boligbyggeriet kan ikke følge med udviklingen, lyder det i en pressemeddelelse fra Colliers.

På ti år er byens befolkning vokset med mere end 14.000 personer, og prognoserne viser, at væksten vil fortsætte i mange år frem.

Samtidig er boligbyggeriet faldet markant. Efter flere år med høj byggeaktivitet frem mod 2022 er omfanget af boliger under opførelse styrtdykket. Siden da er byggeaktiviteten faldet med 80 procent, og i 2025 blev der kun igangsat boligbyggeri svarende til 233.727 kvadratmeter. Det er det laveste niveau siden 2013.

Boligbyggeri under opførelse i Odense (kvadratmeter)

Kilde: Colliers, Danmarks Statistik.

Ifølge Martin Pedersen fra Colliers Fyn er efterspørgslen på boliger ikke længere drevet af studerende og unge alene. Stadig flere familier og andre befolkningsgrupper efterspørger større lejeboliger og rækkehuse tæt på indkøb, transport og hverdagens tilbud. Udviklingen kan få mærkbare konsekvenser for boligmarkedet.

– Den seneste udvikling i byggebalancen peger nu mod stigende lejeniveauer, og behovet for nye boliger i Odense forventes at vokse yderligere i de kommende år. I 2025 blev der igen opført færre boliger, end markedet efterspurgte, og meget tyder på, at den tendens vil fortsætte, udtaler Martin Pedersen.

Fra 2023 til udgangen af 2025 faldt mængden af færdiggjort boligbyggeri med 42 procent, og meget tyder på, at den lave byggeaktivitet fortsætter. Det vil øge presset på lejemarkedet og kan føre til stigende huslejer og hårdere konkurrence om boligerne.

Baggrunden er blandt andet højere renter og dyrere byggematerialer, som har gjort det vanskeligere at få økonomien i nye byggeprojekter til at hænge sammen. Mange projekter er derfor blevet udskudt eller sat på pause. Selv hvis vilkårene forbedres nu, vil effekten først kunne mærkes om flere år, fordi nye boligprojekter har lange udviklings- og byggetider.

– Byggebalancen er typisk præget af store udsving, hvor år med høj byggeaktivitet ofte efterfølges af perioder med markant lavere aktivitet. Renteudviklingen og stigende priser på byggematerialer er blandt de afgørende faktorer, og lige nu oplever vi en længere periode med for lav byggeaktivitet som følge af netop de faktorer, udtaler Martin Pedersen.

Indekseret befolkningstilvækst og -fremskrivning

Kilde: Colliers, Danmarks Statistik.
Kilde: Colliers, Danmarks Statistik.

Samtidig forventes behovet for boliger at vokse markant frem mod 2035. Særligt moderne lejeboliger og rækkehuse i områder med kort afstand til indkøb og offentlig transport er eftertragtede. Flere større boligprojekter i blandt andet Odense Vest og Odense Midt har allerede oplevet stor interesse.

Ifølge Martin Pedersen kræver løsningen både bedre økonomiske vilkår og hurtigere myndighedsbehandling. Han peger blandt andet på Odenses plan om at skabe boliger til 5.000 mennesker i bymidten frem mod 2030 som et eksempel på den type politisk fokus, der bliver nødvendig, hvis byen skal kunne følge med sin egen vækst.

– Samtidig er det værd at notere, at udviklingen åbner for betydelige investormuligheder i takt med et stigende pres på boligmarkedet, høj efterspørgsel på moderne lejeboliger og udsigt til fortsatte lejestigninger på tværs af byen, udtaler Martin Pedersen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev