AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

OKNygaard har haft flere af sine medarbejdere på masterclass. Over tre dage fik OKNygaard i samarbejde med konsulentvirksomheden Vildskab udrustet teamledere, driftsledere og rådgivere fra hele landet med konkrete værktøjer til at vurdere, bevare og videreudvikle biodiversitet. Det skriver anlægsgartnervirksomheden i en pressemeddelelse.

– For få år siden var biodiversitet nærmest kun kendt af fagfolk. I dag er biodiversitet en afgørende del af vores branche. Med en stadig større efterspørgsel fra vores kunder om etablering af biodiverse arealer, skal den viden også afspejle sig i vores rådgivning, udtaler Ole Kjærgaard, administrerende direktør i OKNygaard.

Det kan tage år for ny natur at etablere sig og endnu længere for nye levesteder og fødekilder at finde indpas. Derfor tager anlægsgartnervirksomheden hellere udgangspunkt i det, der allerede eksisterer på arealet. Kan man eksempelvis bevare de vilde urter, der har etableret sig i græsset? Eller kan man lade væltede træstammer ligge, selvom det måske ser lidt rodet ud? Døde træstammer kan nemlig fungere som både levested og fødekilde for et væld af arter.

– Det er vigtigt at lægge både kort- og langsigtede planer for ens biodiverse arealer. Naturen lever nemlig i forskellige “cyklusser” og tempi. For eksempel blomstrer træer, buske og blomster på forskellige tidspunkter af året. Ved at sikre stor variation i beplantningen får man både et visuelt udtryk, der ser flot ud store dele af året, men det får også relativt hurtigt tiltrukket insekter, larver, sommerfugle og bier. Væltede træstammer derimod bliver først rigtig godt for biodiversiteten efter flere år, når træet er begyndt at rådne. Men dødt træ er noget af det, som vi mangler naturligt i naturen, så det er vigtigt at tænke ind, når det gælder biodiversitet’, forklarer Kirstine Kot, der er rådgiver hos OKNygaard på Fyn.

Hun understreger, at biodiversitet kan være meget andet end farverige blomsterenge.

– Når vi i OKNygaard styrker og opdaterer vores viden, styrker vi vores position i rådgivningen af kunderne om, hvad biodiversitet også er. Jo flere vi kan få med på vognen, jo større mangfoldighed blandt plante-, dyre- og svampeliv kan vi udrette.

Stor efterspørgsel på biodiversitet

Ifølge Kirstine Kot oplever OKNygaard stor efterspørgsel på vilde arealer med en høj grad af biodiversitet.

– Som boligforening kan man for eksempel sagtens ønske sig flere vilde bede og et summende insektliv, men samtidig have plads til at spille fodbold, holde picnic eller gå en tur i området uden at føle sig utryg, fordi græsset er to meter højt. Med Vildskabs masterclasses har vi fået en masse gode redskaber til, hvordan vi indarbejder biodiversitet under kundernes forskellige rammer og arealernes vilkår, afslutter Kirstine Kot.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling