Olav de Linde med overskud på 150 millioner i 2023

Omsætningen steg, mens årets resultat faldt for Ejendomsselskabet Olav de Linde i 2023. Regnskabet betegnes som "robust".

Ejendomsselskabet Olav de Linde har offentliggjort sin årsrapport for 2023.

Omsætningen udgjorde godt 529 millioner kroner mod knap 481 millioner kroner året før.

Resultatet landede i 2023 på knap 151 millioner kroner mod godt 179 millioner kroner i 2022.

I en pressemeddelelse betegner ejendomsselskabet regnskabet som “robust” i et år, “der fortsat er præget af usikkerhed som følge af geopolitiske forhold, stadig høje omkostninger på byggematerialer og højere renteomkostninger”.

– I Ejendomsselskabet Olav de Linde er vi tilfredse med årets resultat, der igen lander stærkt og stabilt, udtaler Esben Kjeldsen, administrerende direktør i Ejendomsselskabet Olav de Linde.

– Vi glæder os over, at vi gennem året har haft god stabilitet blandt vores kunder, hvilket giver et højt og tilfredsstillende udlejningsniveau og meget lav tomgang. Det gælder såvel på erhvervs- som på boligmarkedet. Det vidner også om loyale og langvarige relationer med vores kunder og øvrige interessenter. Derudover bidrager afsluttede byggeprojekter også positivt til regnskabet.

De samlede værdireguleringer af investeringsejendomme udgør for 2023 et negativt beløb på -118,1 millioner kroner. Beløbet dækker over både positive og negative reguleringer, hvor der blandt andet er tale om positive værdireguleringer på udviklingsprojekter samt projekter, der nu er færdiggjorte.

Dertil kommer så også nedskrivninger på flere ejendomme i porteføljen som følge af øgede markedsniveauer på afkastkrav, hvilket isoleret set påvirker værdireguleringerne negativt. Værdien af selskabets investeringsejendomme er opgjort til knap 10,5 milliarder kroner.

Forventninger til 2024

Ejendomsselskabet Olav de Linde foretager mange ombygninger og renoveringer over et år og også i 2023 har der været flere nybyggerier under opførelse.

– Med de stigende materialepriser, som vi startede med tilbage i 2022 og som fortsat ses i markedet, så er vi opmærksomme på, at vi bygger dyrt lige nu. Nerven i vores forretning er dog, at vi beholder de ejendomme som vi køber og bygger. Derfor vælger vi altid materialer i god, solid kvalitet, fordi det giver det bedste slutprodukt for vores kunder og dermed også for os. Vi tror på, at det over tid vil vise sig at være en god beslutning at fortsætte frem for at stoppe op i urolige tider, siger Esben Kjeldsen.

På trods af den fortsatte usikkerhed i relation til den geopolitiske situation og de øgede renteniveauer ser Ejendomsselskabet Olav de Linde lyst på fremtiden.

– Vi vælger at fastholde vores forventninger til næste års resultat før skat og værdireguleringer af investeringsejendomme, på samme niveau som for 2023 således at vi regner med årsresultat 175-200 millioner kroner. Vores forventninger baseres på, at vi i 2024 næppe øger porteføljen nævneværdigt. Vi er privilegerede ved, at vi selv er herre over vores byggeprojekter, og vi ved, hvad der er i pipeline i en række år frem, uddyber han.

De senere år har Ejendomsselskabet desuden opført en række nybyggede lejeboliger i Aarhus og Odense således af selskabet nu har cirka 800 boliglejemål. Selskabet råder over en ejendomsportefølje under udlejning på cirka 527.000 kvadratmeter og har cirka 150.000 kvadratmeter under udvikling. Udlejningsprocenten er på 97.

I 2023 igangsatte Ejendomsselskabet Olav de Linde byggeriet af KatrineTorvet ved Møllevangsalle mellem Katrinebjergvej og Helsingforsgade, og sammen med højhuset på Mindet kommer der fra disse to projekter alene cirka 75.000 nye kvadratmeter til porteføljen i 2027.

Hovedtal og nøgletal fra Ejendomsselskabet Olav de Linde

Tusinde kroner 2023 2022 2021 2020 2019
Nettoomsætning 529.444 480.799 431.505 394.464 388.669
Bruttoresultat 405.695 297.879 272.318 312.833 312.833
Driftsresultat før værdireguleringer 335.892 233.837 215.955 249.640 253.515
Driftsresultat 217.820 295.024 2.257.827 660.592 625.741
Finansielle poster, netto -24.251 -64.741 -60.114 -69.960 -75.530
Årets resultat 150.633 179.323 1.728.564 445.496 434.888
Balance
Balancesum 10.747.852 10.710.248 9.564.731 7.915.999 6.884.410
Investeringer i materielle anlægsaktiver 419.392 647.986 473.612 671.549 628.797
Egenkapital 5.056.371 5.061.120 4.506.683 2.644.329 2.267.535
Udskudt skat 1.229.431 1.238.137 1.205.976 783.485 660.938
Pengestrømme
Driftsaktivitet 85.722 218.039 157.886 194.574 197.554
Investeringsaktivitet -419.182 -643.928 406.070 -702.449 -554.393
Finansieringsaktivitet 271.455 622.905 -571.524 511.589 343.578
Pengestrømme i alt -62.005 197.016 -7.568 3.714 -13.261
Medarbejdere
Gennemsnitligt antal heltidsansatte medarbejdere 110 110 99 103 106
Nøgletal i procent
Bruttomargin 76,6 62,0 63,1 79,3 80,5
Overskudsgrad før værdireguleringer 63,4 48,6 50,0 63,3 65,2
Overskudsgrad (EBIT-margin) efter værdireguleringer 41,1 61,4 523,2 167,5 161
Likviditetsgrad 50,8 73,3 8,6 8 6,4
Soliditetsgrad 47,0 47,3 47,1 33,4 32,9
Egenkapitalforrentning 3,0 3,7 48,3 18,1 18,1

Kilde: Årsrapport 2023, Ejendomsselskabet Olav de Linde.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling